De danske elpriser rammer rekordhøjt niveau: Kan koste en gennemsnitsfamilie 15.000 kroner mere om året

Onsdag aften var prisen på en kilowatttime 8,42 kroner.

Prisen på strøm er på himmelflugt, og den ser ikke ud til at falde lige forløbig. (Foto: Kristian Djurhuus © Ritzau Scanpix)

Det er dyrere end nogensinde at bruge strøm i Danmark.

I dag, i spidsbelastningsperioden omkring klokken 19.00, ramte prisen for en kilowatttime i Danmark 8,42 kroner, hvilket er rekordhøjt. Ifølge TV 2 er det den højeste pris målt gennem de 12 år, som det statslige selskab Energinet har data for.

Allerede i går var prisen rekordhøj på 7,65 kroner pr. kilowatttime, men den rekord blev altså slået her til aften.

Men det er ikke kun prisen i spidsbelastningsperioden, der er høj. Ifølge Carsten Smidt, direktør i Forsyningstilsynet, der overvåger forsyningspriser i Danmark, har gennemsnitsprisen på el aldrig været så høj.

- Hvis vi ser på dagsgennemsnittet eller ugegennemsnittet på elpriserne, så har de aldrig været så høje, som de er nu, siger Carsten Smidt.

Ifølge vicedirektør i Energistyrelsen, Martin Hansen, er de høje elpriser et resultat af en nærmest perfekt storm af forhold, der alle bidrager til stigninger i prisen.

Der er krigen i Ukraine, lav vandstand rundt i europæiske vandreservoirer, som gør, at vandkraftværkerne ikke kører på fuld kraft, en varm sommer i Europa, samt manglende blæst har alt sammen bidraget til, at prisen på strøm er rekordhøj.

- Vi er ude i noget, man kan betegne som en perfekt storm. Det primære argument er krigen i Ukraine, og den usikkerhed, det skaber i energimarkederne. Det bidrager til meget høje gaspriser, og det har en afsmittende effekt på prisen på kul, biomasse og i bund og grund også oliepriserne.

- Priserne på energi er bare steget rigtig, rigtig meget, siger Martin Hansen til P1 Orientering.

Kan ramme private hårdt

Der er ingen udsigter til, at priserne falder igen lige foreløbig. Ifølge Nord Pool, der er det fælles nordiske strømmarked, er priserne tre gange over det niveau som i samme periode i fjor.

- Det er rigtig, rigtig svært at sige noget klogt omkring udviklingen i elpriserne. Vi kan kigge forwardpriserne (en fremskrivning af elpriserne, red.), og de forventninger, der er til elprisen i 2023, er stadig høj. Hvis jeg var industri eller ude i en husholdning, ville jeg indstille mig på, at vi kommer til at se høje priser på el, gas og varme et godt stykke ind i fremtiden, siger Martin Hansen.

Manglende vind har også medvirket til, at elprisen er høj. (Foto: Bo Amstrup / Ritzau Scanpix © Ritzau Scanpix)

Ifølge privatøkonom hos Arbejdernes Landsbank, Brian Friis Helmer, er der ikke udsigt til, at priserne falder igen lige foreløbig. Derfor forudser han en dyr vinter.

- Vi kan ikke udelukke, at priserne kan komme højere op. Vi har set hen over sommeren, at prisen på naturgas og el fortsat er steget. Hvis priserne forbliver på det nuværende niveau, vil en helt almindelig gennemsnitsfamilie med en variabel aftale betale 15.000 kroner mere i år end sidste år til deres elregning, siger han.

Men det er ikke kun de private husholdninger, der bliver ramt af de høje elpriser, forklarer Martin Hansen.

- De prisstigninger, vi oplever i øjeblikket, kommer både til at ramme husholdninger, industri og erhverv hårdt. Der er rigtig mange husholdninger, som bliver ramt både af høje varmeregninger og samtidig høje elpriser. Så man bliver ramt ude i husholdningerne. Derfor er en rigtig god ide at spare på både strømmen og gassen, siger Martin Hansen.

Se udviklingen i elprisen i grafen:

Private gør, hvad de kan

Flere private forsøger ihærdigt at finde løsninger, der kan nedbringe elforbruget og dermed også potentielt afværge en tårnhøj regning.

En af dem er Thomas Koed, familiefar og bosat i Virum, der anslår, at hans familie med de nuværende priser kigger på en ekstraregning i omegnen af 10.000 kroner om året.

- Jeg tjekker næsten dagligt elpriserne for at se, hvornår det er billigst.

- I vores familie har vi det sådan, at i stedet for at bruge tørretumbleren, så tager vi tøjet udenfor. Det er i hvert fald en start. Man kan også lade være med at lave noget i ovnen, og så generelt bare at slukke for lyset og på den måde prøve at nedskalere sit elforbrug, siger Thomas Koed.

En anden, der har taget skridt for at reducere elregningen, er Frank Sørensen fra Spjald. Han har skiftet sin variabelaftale ud med en fastprisaftale.

- Om vinteren har jeg et forbrug på godt 2000 kilowatttimer om måneden. Hvis man ganger det med de nuværende priser, er det jo cirka 8000 kroner om måneden, siger han.