De første danskere er færdigvaccineret: Nu tales der allerede om lempede restriktioner på landets plejehjem

Ældresagen ønsker, at restriktionerne på plejehjem lempes.

Arkivfoto. De første danskere har nu modtaget det andet vaccinestik og er dermed færdigvaccineret. Ældresagen håber, at det betyder, man kan begynde at lempe på restriktioner på flere af landets plejehjem. (Foto: Claus bech © Scanpix)

- Du fik det hele med i sprøjten?

Sådan spurgte 79-årige Leif Heiselberg 27. december, da han som den første dansker fik en indsprøjtning med Pfizer-BioNtech-vaccinen mod covid-19.

I dag fik han så den anden indsprøjtning. Sammen med cirka 0,0001 procent af befolkningen, er han blandt de første, som er igennem proceduren, der skal beskytte mod covid-19.

Lemp restriktionerne

Hos Ældresagen håber man, at færdigvaccinationerne betyder, at der kan lempes på restriktionerne, når alle beboere på et plejehjem har modtaget to indsprøjtninger.

- Vores stærke håb er, at med stik nummer to og færdigvaccinering, så kan de svækkede plejehjemsbeboere langt om længe nærme sig en tilværelse, som de havde før marts 2020, siger vicedirektør i Ældresagen Michael Teit Nielsen.

Ældresagen afventer i spænding Sundhedsstyrelsens beslutning om eventuelle nye retningslinjer, for det er dem, som i sidste instans skal træffe beslutningen.

- De mennesker, der bor på plejecentre, har i meget høj grad været isoleret, de har ikke kunnet modtage besøg i lange perioder, de har siddet meget ensomme, kedsomme og triste. Nogen har sagt, at de overvejer selvmord. Og nogen er blevet dybt ulykkelige over, de ikke kan se deres kære, siger Michael Teit Nielsen.

Han håber på, at færdigvaccinationer og brugen af værnemidler samt hyppige test blandt sundhedspersonalet kan betyde, at beboere kan modtage besøg udefra. Han understreger, at det er et fagligt spørgsmål, som er op til Sundhedsstyrelsen at vurdere.

Det er ikke et urealistisk ønske

Hos Lars Østergaard, der er professor i infektionsmedicin, er der glæde over, at færdigvaccinationerne begynder at komme i hus.

Lars Østergaard, professor og overlæge på Aarhus Universitetshospital, vurdere, at det er et realistisk, at plejehjem åbner mere op.

- Det er fantastisk, at der nu er danskere, som får det andet stik og dermed er færdigvaccineret. For hver færdigvaccineret dansker, så er der én dansker mindre, som er i risikogruppen, siger Lars Østergaard.

Han vurderer samtidig, at det er realistisk, at der bliver åbnet mere op på plejehjemmene, men det kræver, at vaccinens effektivitet lige studeres lidt nøjere.

- Det er vanskeligt at vide, hvor mange man skal vaccinere, før man kan lempe på restriktionerne, men det er noget, man må følge meget nøje, siger Lars Østergaard.

Men han foreslår, at man kan undersøge immuniteten blandt plejehjemsbeboere.

- Man kan komme hverdagen lidt nærmere ved at undersøge, hvor mange antistoffer plejehjemsbeboere har dannet ved første stik. Andet stik giver en hukommelse, og den kan man også undersøge ved at tage nogle blodprøver.

En høj social pris

Leder på plejehjemmmet Ældrecenter Øst i Odense, Annegrethe Strøger Hansen, glæder sig over, at flere beboere færdigvaccineres, men gør sig ikke de store forhåbninger om hurtigt at åbne op igen.

- Der går længe endnu før, vi kan åbne op og have aktiviteten i gang som før livet med corona.

Ældre- og handicap-rådmand i Odense Kommune Søren Windel (K) mener dog, at man bør åbne op, selv om der er en usikkerhed.

- Når man er vaccineret og 95 procent beskyttet mod corona, så synes jeg godt, vi kan begynde at kigge på, om det ikke er en meget høj pris at betale socialt, at der stadigvæk er lukket ned for det her.

Det er Sundhedsstyrelsen, der står for anbefalingerne til blandt andet plejehjem, men det har ikke været muligt at få en kommentar fra dem.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter