De skød mod helikopter og danske soldater - nu er formodede pirater fængslet i 13 dage

De danske frømænd fandt AK-47-rifler, tilhørende magasiner, strips, en boltsaks og en mukkert hos de formodede pirater.

Det var en hurtigtgående motorbåd som denne fra Frømandskorpset, som de formodede pirater åbnede ild imod. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix Denmark)

De næste 13 dage skal fire formodede pirater sidde varetægtsfængslet, efter de i går var i tæt ildkamp med soldater fra Frømandskorpset.

Det har en dommer i Københavns Byret besluttet i dag.

De fire personer er sigtet for drabsforsøg på de danske soldater, efter de i aftes var i tæt ildkamp med en gruppe frømænd, som er en del af fregatten Esbern Snares piratafskrækkelsesmissionen i området.

Det er uvist, hvordan de forholder sig til sigtelsen, men de fire blev varetægtsfængslet in absentia - altså uden at de var til stede fysisk i byretten.

Ifølge anklagemyndigheden skød de formodede pirater mod de danske soldater og en helikopter, da de kun var 30 til 50 meter væk, og derfor mener de, at de fire kan sigtes for forsøg på manddrab.

Esbern Snare ligger lige nu i Guineabugten ud for den afrikanske kyst, hvor piraterne er tilbageholdt ombord.

En af de tilbageholdte blev hårdt såret, kom det frem i byretten, men modtager behandling ombord på fregatten.

Kurs mod skib med hollandsk flag

Det var en dramatisk aktion, som de danske soldater var involveret i, da de i aftes spottede en gruppe formodede pirater, som havde kurs mod et skib med hollandsk flag.

Omkring klokken 16 satte et hold fra Frømandskorpset en hurtigtgående båd i vandet fra fregatten, og der blev fra Danmark givet tilladelse til, at der kunne affyres varselsskud.

Ifølge anklagemyndighedens oplysninger blev der afgivet flere varselsskud, men der var intet, der stoppede den formodede piratbåd, som undervejs smed flere ting over bord.

Fregatten Esbern Snare har en helikopter ombord, der på et tidspunkt i aktionen forsøgte at komme på skudhold af fartøjets motor, for derved at stoppe fartøjet.

De ombordværende åbnede ild mod den danske helikopter. Samtidig var båden med frømænd kommet helt tæt på, og der blev ligeledes affyret skud mod de danske soldater i båden.

De danske frømænd besvarede ilden med håndvåben samt et tungt maskingevær, der er monteret på den hurtigtgående motorbåd.

Skuddene ramte flere af piraterne ombord. Fire blev dræbt, mens en blev hårdt såret og efterfølgende opereret.

Båden begyndte efterfølgende at tage vand ind, hvilket fik nogle af piraterne til at springe over bord.

De blev dog bjærget efterfølgende og ført ombord på Esbern Snare. Forsvaret kunne efter en inspektion konstatere, at der var flere skudhuller i Frømandskorpsets båd.

Havde våben ombord

Selvom de formodede piraters båd sank, så kunne de danske soldater sikre flere effekter fra båden.

Heriblandt AK 47-rifler og tilhørende magasiner, strips, en boltsaks og en mukkert.

Tre af de formodede pirater har overfor mandskabet på fregatten Esbern Snare forklaret, at de er de er 21, 33 og 38 år. Den sidstes alder er ukendt.

De har ligeledes forklaret, at de er henholdsvis murer, fisker og sømand. Den sidstes beskæftigelse er fortsat ukendt.

Anklagemyndigheden havde krævet lukkede døre, men det valgte dommeren ikke at efterkomme med den begrundelse, at offentlighed ikke ville skade efterforskningen af sagen.

Der er fem celler ombord på fregatten Esbern Snare, men det er endnu uvist, om de formodede priater skal sidde der de næste 13 dage.

FacebookTwitter