- De smarte er for længst holdt op med at ryge

De trendy og succesfulde har kvittet tobakken. Og de har tilsyneladende sat gang i en regulær kvitte-bølge, mener professor. 140.000 har smidt smøgerne alene i år.

De veluddannede og succesfulde ryger ikke længere. (© colourbox)

Der var engang, hvor det var smart at ryge, og hvor det var trendsætterne, der pulsede. Men sådan er det ikke længere. Nu har de smarte lagt smøgerne på hylden - det er in at være sund.

Og det er nok en del af forklaringen på, at 140.000 danskere ifølge en undersøgelse for Sundhedsstyrelsen alene i år har skoddet cigaretterne, mener Bente Klarlund Pedersen, der er professor og overlæge på Rigshospitalet.

- Rygning er den vane, som har den allerstørste sociale skævhed. Vi vil gerne ligne dem, der er smarte og dem, det går godt og dem, der har succes. Og når den gruppe holder op med at ryge, så er der andre, der gerne vil efterligne det.

- Dem, der er firstmovere og dem, der er ressourcestærke, er for længst holdt op med at ryge. Dem, der har lange uddannelser, er for længst holdt op med at ryge. Så det er dem med de færreste ressourcer, der ryger i dag. Og det betyder også, at det er mindre trendy og mindre smart at ryge, forklarer hun.

Rygernes hjem er røgfri

Selv de, der stadig ryger, er klar over, at det er socialt uacceptabelt, siger Bente Klarlund Pedersen.

- Det er faktisk ikke længere acceptabelt at ryge indendørs. Rygerne selv ryger ikke indenfor i deres eget hjem. De går udenfor. Det er ganske enkelt ikke acceptabelt i dag, at man udsætter andre for røg.

Bente Klarlund Pedersen mener, at det er den massive oplysning om, hvor farligt og usundt det er at ryge, der har virket. Og hun tror, at tendensen fortsætter. Det understreger Sundhedsstyrelsens undersøgelse også. Den viser, at 400.000 går med planer om at kvitte tobakken.

Men kampen er langt fra slut - det er trods alt stadig en fjerdedel af befolkningen, der ryger enten dagligt, ugentligt eller sjældnere.

- Det er også vigtigt at vi gør meget mere for, at det er vanskeligt for de unge at begynde at ryge. Her har vi slet ikke gjort nok. Her er det vigtigt, at tobakken gøres utilgængelig for de unge, pointerer Bente Klarlund Pedersen.

FacebookTwitter