De statsansattes taktiker elsker Volbeat og kæfter op, når arbejdsgiverne er urimelige

PORTRÆT Flemming Vinther var i 2015 med til at indføre det forhadte privatlønsværn. I går sejrede han i kampen mod de statsansattes arbejdsgiver.

(Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Sejren fejres ved spisebordet i lejligheden på Østerbro, hvor topforhandler Flemming Vinther har skruet ned for tempoet og sat et æg til at koge.

Fra sin plads ved køkkenets komfur kan han gennem den åbne altandør ane toppen af Østre Anlæg, hvor trækronerne er begyndt at tætne.

- Jeg tror næsten, det er ligesom at komme ud af fængslet. Det er nærmest blevet sommer, mens vi har siddet ved forhandlingsbordet, og det er helt mærkeligt, at jeg ikke skal tilbage i dag, siger Flemming Vinther.

De seneste to en halv måned har han holdt sig indendøre i Forligsinstitutionens forhandlingslokaler. Og i flere uger har han forberedt sig til Volbeat-nummeret 'Seal the Deal', så han kunne komme i stemning til dagen, hvor parterne kunne nå til enighed om en ny overenskomst for statsansatte og pen endeligt kunne blive sat til papir.

Den dag kom i går. Som det sidste forlig i rækken, landede aftalen for de omkring 180.000 offentligt ansatte i staten.

Greb om værnet

Selvom det så svært ud, endte aftalen med at indeholde næsten alle de krav, lønmodtagerne gik til forhandlingsbordet med. Det gør Flemming Vinther mere end lettet.

Han erkender nemlig gerne, at der var brug for en ordentlig omgang hovedrengøring i overenskomstens reguleringer og værn, som han skrev under på ved forhandlingerne i 2015.

Kravet om det såkaldte privatlønsværn, der skulle sikre, at offentlige lønninger ikke oversteg lønnen i den private sektor, blev indført i 11. time med daværende finansminister, Bjarne Corydon, i spidsen.

Privatlønsværnet har i flere år været Flemming Vinthers værste hovedpine.

- Ingen var forberedt på, hvordan man skulle forklare folk, at de skulle konflikte på grund af teknisk fnidderfnadder med reguleringsordningen. Og så skrev vi under på det bras. Den aftale har jeg haft det rigtig dårligt med. Nogle gange bliver man desværre nødt til at gøre noget for at løse sådan en situation, siger han.

Af kollegaer bliver topforhandleren ellers beskrevet som en hård taktiker ved forhandlingsbordet. Omhyggelig, vedholdende og god til at aflæse sin modpart.

- Han løber altid gennem alle overvejelser omkring, hvordan tingene skal siges og hvilke positioner, vi skal tage. Han har altid prøvet at tænke alt igennem. Det er det, der efter min mening kendetegner en god forhandler, siger formand for Akademikerne, Lars Qvistgaard, der i flere måneder har siddet ved Flemming Vinthers side i Forligsinstitutionen.

Hårde forhandlinger

Erfaringen som taktisk forhandler startede tidligt med en elevrådspost, han besad, da han gik i folkeskole i Kalundborg. Efter at have gået ad en sidevej som materialistelev i fødebyen, tog han sine første skridt på vejen i kamp for lønmodtageres vilkår.

9 måneders værnepligt i Den Kongelige Livgarde førte til et job som konstabel på Sjælsmark Kaserne i Nordsjælland.

Chefen viste sig at være urimelig, og så "kæftede" Flemming Vinther op. Det var jo for retfærdighedens skyld. Der gik ikke mange minutter, før han så blev tillidsmand, og heller ikke før han tog skridtet op ad rangstigen og trådte ind som medlem af bestyrelsen i HKKF, fagforeningen for konstabler og korporaler i hæren.

I 1996 blev han valgt som forbundssekretær, og otte år senere fik han formandsposten i forbundet. Det var sådan han endte i spidsen.

I kraft af sine formandsposter i HKKF, det statslige forhandlingsudvalg på LO-området og Centralorganisationernes Fællesudvalg, har Flemming Vinther siddet som forhandler på lønmodtagersiden i de statslige overenskomstforhandlinger flere gange.

Første gang, han sad med ved forhandlingerne, var det på tredje række. Det var i 2005. Da den næste overenskomst skulle forhandles på plads, var han inviteret helt ind til forhandlingsbordet ved CFUs forhandlinger. I 2011 steg han i graderne.

Siden da har han haft plads for bordenden som chefforhandler.

Forløsning

Flemming Vinther mener selv, at forhandlingssituationerne i tillidsmandshvervet er hans kald.

- Hvis vi er her med et formål, så er det for mig nok at være tillidsmand og forhandle om arbejdsvilkår. Jeg vil ikke finde mig i, at arbejdsgivere behandler deres ansatte urimeligt - og jeg kæfter gerne op, til jeg har fået, hvad jeg vil have, siger han.

Det viste sig tydeligt i de netop afsluttede overenskomstforhandlinger, der flere gange endte i marathonmøder. For Flemming Vinther skulle ikke kun have fjernet privatlønsværnet. Han skulle også sørge for, at der kom lønstigninger, og at spisepausen blev skrevet ind i de statsansattes overenskomst.

35 intensive timer gik der, før Flemming Vinther stak hovedet ud af vinduet og signalerende, at forliget lå klar. Jublende statsansatte vinkede tilbage til topforhandleren, der kunne nyde tonerne fra yndlingsbandet Volbeat fra det åbne vindue på bygningens 2. sal.

Lønmodtagerne på statens område blev ikke mindre glade, da Flemming Vinther kunne meddele, at overenskomsten indeholdt en økonomisk ramme på 8,1 procent - og at Sophie Løhde havde givet sig på spørgsmålet om den omstridte, arbejdsgiverbetalte spisepause.

Næste træk

Topforhandleren vil søndag stadig ikke ud med, hvad han måtte betale for de 29 minutter i overenskomsten. Men han synes, det er endt lykkeligt. Nu er han også kendt som mere end den forhandler, der var med til at indføre privatlønsværnet.

Æren for resultatet, vil han dog helst dele med de andre musketerer og lønmodtagerne, som har støttet. Som Flemming Vinther selv har sagt:

- Havde vi ikke haft det fantastiske sammenhold, var vi også blevet hældt ned ad brættet, hurtigere end vi kan stave til Ib.

For de statsansatte venter en urafstemning, der skal afgøre forligets holdbarhed. Imens overvejer frontkæmperen sit næste træk.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk