Forestil dig en linedanser i cirkus. Danseren har et udspændt reb foran sig, og hvis hun træder uden for det reb, så fejler hun. Ganske vist vil hun lande i sikkerhedsnettet under hende. Men hun - og sikkert alle andre i salen - vil betragte hende som en fiasko.

Kun det allerbedste er godt nok.

Dén følelse er der mange unge, der har i maven i dag. I en ny undersøgelse fra Psykiatrifonden svarer over 40 procent af ca. 1500 unge mellem 16 og 24 år under uddannelse, at de altid eller ofte kun er tilfredse med deres præstationer, når de får 10- eller 12-taller.

Så melder spørgsmålet sig: Er det så slemt? Er de unge virkelig mere stressede end tidligere?

Løb for livet

Noget kunne tyde på det. Tilbage i efteråret viste en undersøgelse, at hver fjerde unge følte sig stresset. De sidste udgaver af de Nationale Trivselsrapporter har tegnet et billede af, at det i den grad er blevet mere stressende at være ung inden for de sidste 15 år.

Noemi Katznelson er center - og forskningsleder og professor MSO ved Center for Ungdomsforskning. Hun forklarer, at presset på de unge er accelereret i dag:

- Barren er simpelthen sat så højt, for i dag kan man gøre en indsats selv på så mange livsarenaer: Du kan gøre mere for din krop, du kan forme dit køn, alt det her giver de unge en verden af muligheder, siger hun.

I "Alice i Eventyrland" er der en scene, hvor den onde Hjerter Dronning forklarer Alice, hvordan tingene foregår i Kongeriget: "Her må du løbe så hurtigt du kan for at blive på stedet. Men du må løbe dobbelt så hurtigt for at nå det, du skal!" Dette stressende billede bruger Einar Baldursson, der er lektor i arbejds- og organisationspsykologi ved Aalborg Universitet, når han skal beskrive, hvordan de pressede unge har det på universiteterne. - Det, der er sket inden for de sidste 15 år, er, at uddannelsessystemet er blevet bygget på at producere elever til universiteter og gymnasier, og universiteterne har indført flere adgangskrav. Det er blevet lykken at vælge de populære og svære fag på universitetet, selvom man måske i virkeligheden ikke er interesseret i dem.

Er det virkelig kun uddannelsessystemet, man kan bebrejde?

- Det er klart, der bliver smidt benzin på bålet i form af de sociale medier. Du er i princippet altid truet, kan altid blive afsløret i at fejle. Vi har bygget en verden op, som måler alle unge mennesker op med den samme alen, hvilket gør at mange kompetencer aldrig bliver synlige, og nederlaget er lige om hjørnet hele tiden.

Curling eller pacing?

Einar Baldursson anslår, at det er en gruppe på omkring 16 procent af de unge, der i særlig høj grad kæmper med følelsesmæssige problemer - i et omfang, som man ikke har set tidligere, og som er spredt ud over både land og sociale klasser.

Derudover peger Noemi Katznelson på, at vi kulturelt set understøtter en tendens efter princippet 'the winner takes it all'. Det er vinderne og det ekstraordinære, der hyldes, og som vi husker bagefter.

I undersøgelsen fra Psykiatrifonden viser tallene også, at tæt på en tredjedel af de unge under uddannelse er enige eller meget enige i, at deres forældre forventer, at de får 10 eller 12 i de fleste fag.

Begge forskere anerkender, at der findes forældre, der råber barnet i hovedet, hvis ikke karakteren er på et dusin. Men ifølge Einar Baldursson, så kan forældrenes forventning i mange tilfælde være en afspejling at de unges forventninger og krav til sig selv:

- Det er helt naturligt, at man har forestillinger om andres forventninger til en, men mange af de her unge har så presset et forhold til sig selv og egne forventninger, at de ender med at tænke, at det er andre, der har lagt et pres på dem, siger han.

Og det er ikke kun de unge selv, der har et lidt skævt syn på, hvordan de bør være i samfundet eller hvilke forventninger, der er til dem.

Noemi Katznelson siger, at der er to billeder af de unge, som hun mener at samfundet har en tendens til at opdele de unge i: Curlingbarnet, der bliver kørt og hentet og får alt forærende. Og så de pressede, sårbare og stressede studerende, der hvert et øjeblik er bange for at træde forkert og som er ved at knække sammen.

- Og så er det, man tænker: Hvilket billede er det rigtige?

Paradoks og politik

Hvis stresskurven skal knækkes, så mener Einar Baldursson, at der er en væsentlig ting, der skal ændres:

- Vi er nødt til at spørge, om uddannelsessystemet er hensigtsmæssigt for de unge. Der er nødt til at være fokus på andre ting i løbet af de unges vej gennem uddannelsesinstitutionerne - eksempelvis de faglige uddannelser.

- Desuden lægger karakterbegrænsningen på universiteterne også et enormt pres. Jeg ved godt, at vi ikke kan lade alle komme ind, men så kunne man overveje at lave optagelsesprøver på de mest populære uddannelser eller dem, hvor karakteren er allerhøjest.

Men du har fortalt, at de unge aldrig har haft det bedre, statistisk set, end i dag. Har systemet så ikke virket efter hensigten? - Ja, det er jo et paradoks, for de mange velfungerende unge har fået det bedre gennem tiden. Der er mange, der trives i et liv med karakterræs, men den mindre gruppe har i de sidste fem-otte år i stigende grad mærket omkostningerne.

Noemi Katznelson er helt enig.

- Politikere laver ikke kun love, de tegner også en vision for, hvad det er for et samfund, som de vil have, og som vi får.