De var i krig for 14 år siden: Nu har to ud af tre meldt sig i kampen mod corona

Krigsveteraner og tidligere soldater melder sig i kampen mod coronavirus.

To ud af tre medlemmer af sanitetsdelingen, der var blandt de første soldater i Helmand-provinsen i 2006, deltager i kampen mod coronavirus. Her er enheden fotograferet i en stille stund under Afghanistans bagende sol. 'J-dams' som der står på skiltet er gps-styrede flybomber. (Foto: Mads Korsager Nielsen / Grafik: Morten Fogde, Mette Ehlers)

Det strømmer ind med krigsveteraner, der har erfaring med behandling af syge og sårede soldater.

Siden onsdag har godt 745 meldt sig frivilligt til at hjælpe sundhedsvæsenet i kampen mod coronavirus.

- Jeg er fuld af taknemmelighed over, at så mange har valgt at registrere sig. Jeg håber ikke det kommer dertil, at vi skal bruge dem. Men hvis det gør, så betyder det, at vi har en stærk bagkæde at sætte ind på hospitalerne, siger forsvarsminister Trine Bramsen (S).

Efterlyste sanitetsfaglig erfaring

Onsdag efterlyste Forsvarsministeriet tidligere ansatte med såkaldt 'sanitetsfaglig erfaring'. Sanitetstjeneste er en militær betegnelse for pleje af syge og sårede soldater.

Tanken bag efterlysningen er, at de tidligere soldater skal udgøre en reserve til sundhedsvæsenets faste personale. Erfaringer fra udlandet viser nemlig, at coronavirus og Covid-19 risikerer at sætte mange læger og sygeplejersker ud af spillet.

Forsvarets sygehjælpere, sygepassere eller såkaldte 'combat medics' er alle uddannet i udvidet førstehjælp og sygepleje. Indenfor krigsmedicin er det velkendt, at selv hårdt sårede soldaters liv kan reddes, hvis de hurtigt bliver stabiliseret ved fronten og derfra transporteret til et felthospital med en traumeafdeling.

Derfor er de fleste uddannet til at tage sig af hårdt sårede soldater med komplicerede skader. En af de enheder, der fik brug for det, var sanitetsdelingen fra den 1. Lette Opklaringseskadron i 2006.

Første hårde kampe mod Taleban

Styrken var en del af de første, danske hold soldater, der blev sendt til Afghanistans Helmand-provins i 2006. Her kom de hurtigt i hårde kampe med krigere fra Taleban-bevægelsen.

Billedet over artiklen her viser sanitetsdelingen under kampene ved byen Musa Qala. Her var danske og britiske soldater i ugevis under angreb. Undervejs behandlede gruppen på billedet blandt andet soldater efter minesprængning og hovedskud. Alle overlevede.

Nu viser det sig, at to tredjedele af personerne på det 14 år gamle billede, også har meldt sig klar til kampen mod coronavirus. Enten ved at have meldt sig som frivillige til databasen eller som professionel læge eller sygeplejerske på et sygehus.

- Det handler ikke om den pris, som det kan ende med at koste mig. Men om alle dem, der kan få troen på, at i morgen kan blive en bedre dag, siger Kim Thygesen, der har meldt sig frivilligt til databasen.

Ud over at støtte indsatsen mod coronavirus håber han, at databasen også gør, at det civile sundhedsvæsen får øjnene op for, at militærets sanitetsfolk kan noget.

- Så overgangen fra militæret til det civile samfund bliver lettere, siger han.

Minister: Stor grad af samfundssind

Ifølge forsvarsminister Trine Bramsen er billedet et symbol på, at mange tidligere og nuværende soldater ejer en stor grad af samfundssind.

- Det er imponerende. Der er tale om mennesker, der før har udsat sig selv for stor risiko. Nu gør de det igen. Det er der stor grund til at anerkende.

  • Danske soldater under hårde kampe mod krigere fra Taliban i byen Musa Qala i 2006. Foto: Forsvarsgalleriet.
  • En dansk soldat under de første kampe mod Taliban i sommeren 2006. Foto: Forsvarsgalleriet.
  • Danske og britiske soldater i lejren i Musa Qala, hvor man i fem uger udkæmpede talrige træfninger med Taliban. Foto: Forsvarsgalleriet.
1 / 3

Hun indrømmer, at Kim Thygesen fra sanitetsdelingen har en pointe. Det civile sundhedsvæsen skal blive bedre til at anerkende sygepleje-soldaternes kompetencer.

- Det vil jeg gerne arbejde for bliver bedre, siger forsvarsministeren der fortæller, at hun selv mødte 'løftede øjenbryn', da hun som minister foreslog at støtte corona-beredskabet med frivillige soldater.

- Men det ændrede sig, da vi forklarede, hvad sanitetsstyrken står for. Mange af dem har prøvet at løse virkelig vanskelige situationer under stort pres, siger Trine Bramsen.

Facebook
Twitter