I aftes kulminerede en uges ophedet debat på flere sociale medier i DR2-programmet Deadline, hvor musikeren Lydmor, der går under det borgerlige navn Jenny Rossander, og Ekstra Bladets chefredaktør, Poul Madsen, endelig mødtes.
De debatterede Ekstra Bladets musikanmelder Thomas Treos sprogbrug, som Lydmor kalder for sexistisk. Sagen startede efter anmeldelsen af bandet Velvet Volume, der består af tre søstre.
- Symptomatisk larmer titelnummeret, som det må have lydt, da pigerne sloges om slikskålen i kravlegården, skriver Thomas Treo blandt andet i sin anmeldelse.
Og i aftenens udgave af Deadline udtrykte Jenny Rossander igen sin kritik af Treos anmeldelse af Velvet Volume, og at en for lille del af den handlede om deres musik.
- Der er 12 sætninger i den anmeldelse, men kun fem sætninger handler om den plade.
Men Poul Madsen køber ikke kritikken af anmeldelsen.
- Det er noget vrøvl, at det skulle være sexistisk, at han skriver, at han ikke kan lide bandet Velvet Volume. Den handler om, at han synes, at musikken er dårlig.
Jenny Rossander synes det er kritisk, at det altid er Treos subjektive mening om, hvad der i hans optik er sexet, der bliver fremsat.
- Det handler om, at en kvindelig musikers seksualitet skal kommenteres, og hvor tiltrækkende og fuckable hun er. Den anmeldelse, han lavede om Robyns koncert på Orange Scene på Roskilde Festival handler om, at han synes, hun er sexet på den måde, som han synes, en kvinde er sexet på.
Men chefredaktør Poul Madsen siger, at Treo er ansat til at være subjektiv og kan skrive sin egen mening.
- Jeg køber ikke kritikken, fordi det er ikke sådan, jeg læser de anmeldelser. Vi har en anmelder, han er en vild banan og udtrykker sin mening meget præcist, om det er mænd kvinder, homoseksuelle, han anmelder, er lige meget.
Invitationen kom for en uge siden
Jenny Rossanders kommentar i musikmagasinet Gaffa tager udgangspunkt i Treos anmeldelse af Velvet Volume, men musikeren giver udtryk for, at problemet om sexistisk sprogbrug har eksisteret længe.
- Anmeldelsen, som er af trioen Velvet Volumes nye album, handler hovedsageligt om det faktum, at Velvet Volume er kvinder, skriver Jenny Rossander.
Hun skriver, at det ikke er konsekvensløst at kalde kvindelige musikere for ”en dum blondine” og ”en fæl narrefisse”, som Treo tidligere har skrevet om henholdsvis Madonna og Lana Del Rey.
- Det har konsekvenser for opfattelsen af kvinder generelt, og det har i særdeleshed konsekvenser for de nye spirende frø af fremtidige kvinder i musikbranchen, skriver Lydmor og fortsætter:
- De tjener penge på at fremme sexistisk voldtægtskultur, og det skal stoppe. Nu.
Hun sluttede af med at forvente et svar fra Ekstra Bladets redaktion, og efter fire dage inviterede chefredaktør Poul Madsen til en debat på Ekstra Bladets tv-kanal over Twitter.
https://twitter.com/pomaEB/status/1267787054227894273
Jenny Rossander afviste invitationen til Ekstra Bladets tv, da hun efterlyste en mere neutral platform. Det blev så i Deadline.
Aftenens udsendelse Deadline med blandt andre Lydmor og Poul Madsen kan ses på dr.dk/tv.