Debat på dr.dk: Niv og rusk er også børnevold

- Hvad ville en voksen sige til at blive nevet, rusket og skubbet til? spørger en bruger

I en ny undersøgelse svarer mere end hvert fjerde barn, at de har været udsat for vold i hjemmet inden for det seneste år. Modelfoto (Foto: ULRIK JANTZEN/Scanpix 2013) (Foto: Ulrik Jantzen © Scanpix)

Siden 1997 har alle former for fysisk vold mod børn været forbudt ved lov. Det gælder også mindre grove overgreb som skub, rusk og niv - men er det reelt vold, eller falder det under en bagatelgrænse?

Det spørgsmål diskuterede brugerne på dr.dk mandag aften, hvor dokumentaren 'Vejen væk fra volden' blev vist på DR2.

Ifølge seniorrådgiver i Red Barnet Gitte Jakobsen kan mindre grove typer for fysisk afstrafning også regnes for vold, hvis det indgår som en del af et fast adfærdsmønster hos forældrene:

- I barnets verden er det voldsomt at blive skubbet, nevet og rusket. Hvis det sker flere gange og måske endda er et mønster, så gør det altså stor skade på barnet. Det er per definition vold og er omfattet af straffelovens bestemmelse om vold. Vold, både den mindre grove og den grove, gør skade på barnet. Det skaber utryghed, angst og forstyrrer barnets indre ro, skriver hun.

Læs hele debatten om vold mod børn her.

Hovedparten af DR's brugere - 59 procent - erklærer sig i en afstemning enige i, at ingen former for fysisk disciplinering af børn er i orden.

Heriblandt Hans Henrik Nygård Nielsen, som skriver:

- Hvad ville en voksen sige til at blive nevet, rusket og skubbet til? Hvis en forælder føler, at de metoder er nødvendige, så er vedkommende uegnet som mor eller far.

Charlotte Holm, også bruger på dr.dk, er enig:

- Jeg fik ofte af vide, at jeg bare skulle klaske mine børn over fingrene, da de var små, og har endda fået af vide, at et slag i en blenumse også var i orden. Men nej - barnet bliver chokeret og mister tillid, så for mig er det også vold.

I en ny undersøgelse foretaget af Børnerådet svarer hele 29,1 procent af de adspurgte børn i alderen 12-14, at de inden for det seneste år har været udsat for vold i hjemmet.

Heraf svarer 8,8 procent, at det drejer sig om gentagne tilfælde af mindre grov vold, som i undersøgelsen er defineret som, at de er blevet rusket, skubbet, nevet eller hevet i håret.

Pernille Spitz, psykolog i Børnehus Hovedstaden og en del af projektet Stop vold mod børn, forklarer, at fysiske overgreb mod børn skal ses i en helhed:

- Strengt taget er alle former for vold jo ulovligt. I praksis vil der nok være en bagatelgrænse set ud fra den samlede situation. Vi må nok skelne mellem den strafferetslige definition og barnets oplevelse. Det handler jo også om, hvilken relation der i øvrigt er mellem forældre og børn. Hvis der grundlæggende er kærlighed og omsorg, vil barnet nok forstå handlingerne anderledes, end hvis der grundlæggende er utryghed, skriver Pernille Spitz.

Facebook
Twitter