Decemberknald giver boom i dna-test

I disse uger boomer salget af dna-teste, fortæller flere af de virksomheder, som sælger dna-tests til private.

Havde konen sugemærker på halsen, da hun kom sent hjem fra firmajulefrokosten sidste år?Ligner den lille ny baby i mistænkelig grad hendes chef?Firmaet DNA Medical har dobbelt så mange kunder som resten af året, mens salget hos firmaet dnatest.dk er steget med 50 procent. (© colourbox.com)

Havde konen sugemærker på halsen, da hun kom sent hjem fra firmajulefrokosten sidste år? Og ligner den lille ny baby i mistænkelig grad hendes chef?

Firmaet DNA Medical har dobbelt så mange kunder som resten af året, mens salget hos firmaet dnatest.dk er steget med 50 procent. Det skriver Urban.

- Markedet boomer hvert eneste år i oktober og november måned. Sådan er det hvert eneste år, fortæller ejer af dnatest.dk Johannes Brejner. Han er ikke i tvivl om årsagen:

- Kundernes forklaring og 12 års erfaring peger helt klart på, at mange mænd er nervøse for, om konen var dem utro til julefrokosten, og om det nyfødte barn er deres eget, siger han til avisen.

Måske en anden far

Den forklaring nikker Jesper Friedel fra DNA Medicals genkendende til.

- En anden kundegruppe er de nybagte mødre, der godt ved, at der er risiko for, at barnet er en anden end ægtemandens, siger han.

Ofte henvender kvinderne sig allerede tidligt på året, når de finder ud af, at de er gravide.

- Men vi kan desværre ikke foretage dna-teste før barnet er født, så vi må afvise kvinderne igen. Så vender de tilbage, når barnet er født for at få afkræftet eller bekræftet mistanken, siger Johannes Brejner til Urban.

Han anslår, at kunderne i cirka to ud af tre test får det svar, de håber på. Og cirka en tredjedel får altså ikke det ønskede svar.

De fleste mænd vil gerne elske og være far for et barn, selv hvis de finder ud af, at det ikke er deres eget, viser forskning.

- Det er en forholdsvis lille gruppe mænd, som synes, biologi er altafgørende. Mennesket adskiller sig fra dyr, ved at det sociale forældreskab er vigtigere end det biologiske, siger chefpsykolog ved Rigshospitalet Svend Aage Madsen, som har forsket i fædre og forældreskab.

Han gætter på, at de mange dna-test ofte inddrages som et våben mellem stridende ægtefæller, skriver Urban.

Facebook
Twitter