Delebørn har det bedre end andre skilsmissebørn

De skilsmissebørn, der er en uge hos mor og en uge hos far, har det bedre end andre skilsmissebørn, viser ny forskning.

Ordninger, hvor skilsmissebørn bor lige meget hos deres mor og far, har været skældt ud for at stresse børn og gøre dem rodløse.

Delebørn har det bedre

Men ny forskning viser, at delebørnene ofte har det bedre end andre skilsmissebørn. For deres forældre er bedre til det, der er afgørende for børnenes trivsel: Samarbejde.

Når Iben Bengtson tager imod børnene Annika og Frida på 14 og 11 har de lige tilbragt en uge hjemme hos deres far, Thomas Kristiansen. Denne uge skal de være hos deres mor:

Da forældrene blev skilt for seks år siden, blev de hurtigt enige om en fifty-fifty-ordning, så børnene så dem lige meget

- Så måtte vi prøve at få det bedste ud af det - på deres vegne, siger pigernes far og moderen supplerer:

Det ligeværdige forhold

- Så de fik et ligeværdigt forhold til os begge to, så den ene ikke var en McDonald's-forælder, mens den anden var opdragende.

Hvert femte skilsmissebarn har erfaring med at leve i en sådan en fifty-fifty-ordning:

- Det er rart. Det er rigtig godt - for mig i hvert fald, siger Frida. Storesøster Annika er enig:

- Hvis man kun ser den ene forælder i weekenden, så bliver det surt.

Besøge mor i fars uge

Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, SFI, kommer i dag med en rapport baseret på oplysninger om 6.000 danske skilsmissebørn, som SFI har fulgt.

Den viser, at skilsmisse-børn trives med fifty-fifty-deleordninger, når forældrene kan samarbejde og er fleksible.

Det var Iben Bengtson og Thomas Kristensen fra start - også hvis den mindste ville hjem til mor midt i fars uge.

- Hvis hun lige havde behov for noget mor-tid, så var det det, siger Iben Bengtson. Thomas Kristensen er enig:

Undgå stædighed

- Det gælder om ikke at være for stædig. Ikke at holde alt for meget på sin ret til at sige, at nu har jeg ungerne.

Ifølge rapporten er det også vigtigt for børn i deleordninger, at forældrene bor tæt, så børnene undgår at leve to opdelte liv.

Thomas Kristensen og Iben Bengtsson bor så tæt, at børnene tit cykler over til den anden forælder. Det gør det lettere at sige farvel.

Facebook
Twitter