Demens-symptomer bliver afvist af læger

Pårørende og patienter oplever, at lægen ikke lytter til deres bekymringer om demens, viser tal fra Alzheimerforeningen.

Hukommelsestab, glemsomhed og svigtende dømmekraft kan være symptomer på demens. (Foto: Nikolai Linares © Scanpix)

Knap hver femte patient, 18 procent, har oplevet at føle sig afvist hos lægen, når de har henvendt sig med symptomer på demens.

Det viser tal fra Alzheimerforeningen, der har undersøgt flere end 1.100 telefonopkald til demenslinjen mellem 2009-2017, hvor pårørende eller patienter har fortalt om deres oplevelser med sygdommen.

Ifølge regionernes forløbsprogram er et besøg hos lægen første skridt, inden man bliver udredt og får en diagnose og et egentligt demensforløb.

Derfor kan det have alvorlige konsekvenser, hvis ikke lægen tager symptomerne alvorligt, siger Nis Peder Nissen, der er direktør i Alzheimerforeningen.

- I værste fald kan man risikere, at en demenssygdom udvikler sig på en måde, så man ikke kan gøre noget ved sygdommen. Vi kan høre fra de pårørende, der ringer ind til os, at de ikke har følt sig imødekommet og fået taget deres bekymringer alvorligt, siger han.

Ifølge Alzheimerforeningen kan det skyldes, at flere læger mangler viden på demensområdet:

- Vi hører også, at nogle af de begrundelser, som lægerne er kommet med, ikke flugter med den nyeste viden på området, siger han.

Læger: Forkert præmis

Hos Dansk Selskab for Almen Medicin, der repræsenterer de praktiserende læger, anerkender man dog ikke præmissen for Alzheimerforeningens undersøgelse.

Anders Beich, der er formand i selskabet, mener ikke, at tallene er retvisende:

- Hvis man kigger i materialet, kan man se, at det skyldes, at der er en uoverensstemmelse mellem patient og læge om, hvornår man skal udredes for demens. Og man skal jo ikke udredes, hver gang der er den mindste mistanke, siger han.

Værst i Nordjylland

I Region Nordjylland er det næsten hver tredje, 32 procent, af dem, der har ringet til demenslinjen, der har oplevet at føle sig afvist hos lægen.

I Region Hovedstaden er tallet det laveste af alle regionerne - her er det 'kun' hver ottende, 12 procent, der har haft den oplevelse.