Demonstranter skabte igen uro på gaden i København

Fem blev anholdt under demonstrationen, der var arrangeret af gruppen 'Men in Black'.

Gruppen 'Men in Black' afholdt lørdag aften demonstration i København. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

"VI HAR FÅET NOK!"

- Vi mangler en langsigtet plan og strategi! Vi mangler at få præsenteret alternative løsninger til helt og komplet lockdown.

Det var meldingen fra den danske sammenslutning af gruppen 'Men in Black', som lørdag aften igen havde inviteret til demonstration i København.

Af deres Facebook-side fremgik det, at de samledes uanset politisk orientering og gik march 'for Danmarks frihed'. Gruppen mener, at regeringens coronatiltag ikke handler om virusset, men om kontrol af befolkningen.

Over 800 personer havde på Facebook trykket deltager til demonstrationen, men ifølge B.T. var der mere end 1.000 personer til stede.

Demonstrationen, der startede klokken 18, forløb til at starte med relativt roligt, fortalte DR's reporter Caroline Clante.

- Der har været et par romerlys og kanonslag, men ellers er der relativt roligt. Det er svært at sige, hvor mange der er samlet, men de er mange. De råber 'frihed for Danmark', og 'vi har fået nok'.

Fem personer blev i løbet af aftenen anholdt, og de blev alle afhørt og efterfølgende løsladt uden at blive stillet for en dommer. Tre af de anholdte er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 119, der handler om vold eller trussel om vold mod tjenestemand.

Demonstranter afveg fra ruten

Omkring 19-tiden afveg flere demonstranter fra den planlagte rute, som man kan se i videoen herunder.

Demonstrationen var planlagt til at gå fra Julius Thomsens Plads på Frederiksberg, hen mod Nørre Søgade, Frederiksborggade, Nørre Voldgade og tilbage mod Forum Station, skrev arrangørerne på Facebook.

Efter to timers forholdsvis fredelig march gennem hovedstaden bevægede demonstranterne sig mod Forum, hvor der ifølge DR's retskorrespondent skete et stemningsskifte.

Københavns Politi: Hold jer væk

På Facebook havde 'Men in Black' meldt ud, at de ikke ønskede ballade, og arrangørerne forsøgte også at dæmpe gemytterne. Og det virkede, som om folk var faldet til ro, men politiet gjorde alvor af ordren om at opløse demonstrationen, og deltagerne blev hårdhændet sendt i alle retninger.

Efterfølgende blev der kastet flasker mod politiet og mandskabsvognene.

En dukke, der forestillede statsminister Mette Frederiksen, var hængt op i en mast med teksten 'Hun må og skal aflives'.

Efterfølgende blev der sat ild til dukken, hvilket har udløst harme hos flere partiledere og politikere fra begge fløje.

Dukken i menneskestørrelse blev hængt op og brændt af. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Dukken var hængt op til skue for offentligheden.

I et tweet opfordrede politiet til, at man holdt sig væk fra området omkring H.C. Ørsteds Vej og Rosenørns Allé på Frederiksberg.

Roen var genoprettet lidt efter 23.00 lørdag aften, oplyste politiet.

'Men in Black' har tidligere arrangeret demonstrationer i Aalborg og København, der endte med optøjer og flere anholdelser.

Den seneste foregik 9. januar, hvor i alt 23 blev anholdt, og syv personer senere blev varetægtsfængslet.

Også den 19. december arrangerede gruppen en demonstration i København. Her begik deltagerne omfattende hærværk ved blandt andet at overmale husmure og butiksvinduer med graffiti.

Facebook
Twitter