Demonstranters dukke-afbrænding vækker forargelse: 'Jeg synes oprigtigt, at det var skræmmende'

Også voldsomme sammenstød med politiet bliver fordømt på Christiansborg.

Afbrændingen af en dukke med Mette Frederiksens ansigt har skabt opstandelse blandt politikerne. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

'Voldsfascister', 'en skændsel' og 'oprigtigt skræmmende'.

På tværs af politiske skel er der enighed om at tage afstand fra flere af de hændelser, der udspillede sig i aftes, da der i København blev demonstreret mod coronahåndteringen.

Flere hundrede personer var mødt op til demonstrationen, der var arrangeret af gruppen Men in Black.

Ifølge politiet forløb det meste roligt, men særligt to episoder har efterfølgende fået en lang række politikere til at tale dunder.

Det var afbrændingen af en Mette Frederiksen-dukke, der var klynget op med ordene 'Hun må og skal aflives', og optøjer, hvor cirka 100 personer kom i karambolage med de udkommanderede betjente.

- Det er en gang voldsfascister. Simpelthen. Og vi skal ikke acceptere det, siger Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard.

Hun ser gerne, at politiet tager fat i den eller de personer, der anmeldte demonstrationen.

- Man skal have lov at demonstrere, men når det udvikler sig, som det gjorde i går, så skal alle midler til rådighed tages i brug, så det ikke gentager sig.

- Jeg synes bestemt, at arrangørerne også skal ind over det her. De må jo kende nogen, der kender nogen, der kender nogen, og så må vi finde ud af, hvem der er voldsfascisterne, siger hun.

Demonstranter og voldsparate

Forargelsen deles af Naser Khader, der er værdi- og retsordfører for De Konservative.

- Det er en skændsel, at man angriber politiet, siger han.

Fem personer blev anholdt og sigtet under optøjerne. Det må gerne blive til mange flere, håber retsordføreren.

- Jeg mener ikke, at det er nok. Jeg håber, man fanger resten og retsforfølger dem, og dømmer dem hårdt, slår han fast.

Selvom der ikke er opbakning at hente på Christiansborg til uromagerne ved gårsdagens demonstration, så understreger politiet, at det er vigtigt at skelne mellem dem, der viste deres utilfredshed uden at overtræde loven, og så de cirka 100 personer, der søgte en konfrontation.

- Jeg synes, man skal skille tingene ad. I gårsdagens demonstration var det langt størstedelen, der optrådte, som man nu gør i en demonstration. Altså ytrer sig på fredelig vis. Det er de resterende, vi håndterer efterfølgende, og dem kalder vi de voldsparate, siger Lars Ole Karlsen, der er vicepolitiinspektør i Københavns Politi.

Cirka 100 personer kom efter demonstrationen i kontrontation med politiet. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Klynget op og brændt

Det tiltrak sig endnu større opmærksomhed, da en dukke med statsministerens ansigt gik op i flammer.

En hændelse, der på ingen måde flugter med det demokratiske ideal om at klare uoverensstemmelser ved hjælp af samtale og argumenter.

- Det er forfærdeligt, at nogen kan få sig selv til det, uanset hvad man så mener om Mette Frederiksen eller Folketinget. Det er ikke en måde at give sin mening til kende på, siger Pia Kjærsgaard.

For justitsminister Nick Hækkerup (S) skabte billederne en række ubehagelige associationer.

- Jeg synes oprigtigt, at det var skræmmende. Det skabte referencer til film, man har set, hvor folk er blevet lynchet, eller til historien, hvor folk er blevet klynget op og brændt. Og derfor er det så helt utrolig fremmed for Danmark.

De Konservatives Naser Khader synes, at det i for høj grad sender tankerne i retning af det, der skete på den anden side af Atlanten, da Trump-tilhængere stormede den amerikanske regeringsbygning.

- Det minder lidt for meget om det, der skete i Washington D.C. for 14 dage siden, og vi skal ikke hente inspiration derfra, mener det konservative folketingsmedlem.

Der var medbragt nødblus og fakler, da Men in Black i går havde indkaldt til demonstration. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Politisk enighed

Repræsentanter fra stort set samtlige politiske partier i Folketinget har efterfølgende taget afstand til dukkeafbrændingen.

- INGEN skal trues på livet for deres politiske holdninger eller handlinger. INGEN!, skriver Nye Borgerliges Pernille Vermund på Twitter.

Enhedslistens Pernille Skipper mindes ikke at have oplevet noget lignende.

- Det er nok det mest grænseoverskridende, jeg har set herhjemme. Forfærdeligt og skræmmende, skriver hun blandt andet.

Tre mænd på 30, 32 og 34 år blevet anholdt efter afbrændingen af dukken, der forestillede statsministeren.

To af de anholdte er i dag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret. De nægter sig skyldige, fortæller DR's retskorrespondent Trine Maria Ilsøe.

Den tredje af de anholdte fremstilles i grundlovsforhør mandag.

De sigtes blandt andet for brud på straffelovens §113, som kan give op til 16 års fængsel.

- Det er fuldstændig uacceptabelt at fremføre så alvorlige trusler i et demokrati, og derfor er jeg godt tilfreds med, at den omfattende efterforskning allerede har ført til anholdelser i sagen, siger politidirektør i Københavns Politi, Anne Tønnes i en pressemeddelelse.

Ifølge Politiken har politiet den seneste tid i 'stigende grad set optrapning og konfrontation fra en af grupperne i Men in Black-miljøet'.

Blandt andet skal flere på internettet have efterspurgt adresser på politiske partier og udvist anden adfærd, der har påkaldt sig politiets interesse, skriver avisen.