Demonstrerer for flere pædagoger: 'Det giver mig ondt i maven'

Forældre vil have et loft over, hvor mange børn der må være per pædagog i daginstitutionerne.

Forældre med børn i barnevogne og klapvogne snor sig lørdag gennem en lang række af landets byer.

Minimumsnormeringer - et loft over antal børn per voksen i landets daginstitutioner. Sådan lyder kravet fra de mange tusinde, der demonstrerer 57 forskellige steder i landet.

Det er en stor gruppe forældre, som står bag initiativet. Gruppen af forældre har på få uger samlet næsten 30.000 medlemmer på Facebook.

En af dem, der er mødt op til demonstration i København, er 34-årige Ninna Tingleff. Hun arbejder som office manager og er mor til Gry på to og et halvt år.

34-årige Ninna Tingleff er lørdag mødt op til demonstration i København, hvor forældre kræver minimumsnormeringer i daginstitutionerne. (Foto: Stephanie Michela Larsen, Ritzau © GNU Free Documentation License)

- Jeg har haft svært ved at vide, hvad jeg kan gøre. Det mindste, jeg kan gøre, er, at bakke op om et event som det her, siger hun.

'Der skal være hænder nok'

Moren fortæller, at der er hænder nok i datterens vuggestue, men hun er bekymret for børnehavetiden.

- Nu skal hun starte i børnehave før tid. Jeg kan se, at det er et andet game i børnehaven. Der er ikke lige så mange hænder som i vuggestuen. Det giver mig ondt i maven, siger Ninna Tingleff.

På gaden i hovedstaden er også 30-årige Aleksander Graulund, der er under uddannelse som forsikringsmægler. Han er far til en pige på 14 måneder, som snart skal starte i institution.

- Hun skal til at starte i institution, og jeg synes, at der skal være hænder nok, siger han og fortæller også om en anden årsag:

- Min kone er pædagog og ansat i Københavns Kommune. Det (minimumsnormeringer, red.) er derfor noget, vi snakker meget om derhjemme.

Bedsteforældre på gaden

Også bedsteforældre var på gaden i København for at bakke op om flere pædagoger.

61-årige Susanne Burlund og 60-årige Stig Nielsen er bedsteforældre til en pige på tre år. De mener også, at politikerne bør sørge for flere pædagoger til børnene.

- Vi kan også se, hvordan nedskæringer påvirker dagligdagen i daginstitutionen. Vi synes, at der skal være minimumsnormeringer – så gode som muligt, siger Susanne Burlund, der opfordrer til at inddrage forskere:

- Det skal aftales med de forskere, som ved mest om det.

Forældrenes krav er, at der højst skal være tre børn for hver voksen i vuggestuerne og højst seks børn for hver voksen i børnehaverne.

/ritzau/

Facebook
Twitter