Den fynske motorvej er spærret efter uheld

En lastbil er væltet og har medført massiv kødannelse på motorvejen.

Lastbil er væltet i midterrabatten på Fynske Motorvej mellem Langeskov og Hjulby ved Nyborg Vest, onsdag den 26. december 2018.Foto: Nils Svalebøg (Foto: Nils Svalebøg © Scanpix)

Den fynske motorvej har siden midt på dagen været spærret i vestgående retning mellem afkørsel 46 og 47, mens et enkelt spor er åbent i den modsatte retning. Fyns Politi oplyser dog omkring klokken 15, at nødsporet i vestlig retning er åbent for personbiler.

Spærringen af motorvejen skyldes, at en lastbil er væltet i midterrabatten vest for afkørsel 46, Nyborg Vest.

Det skriver Fyns Politi på Twitter.

Lastbilen er væltet på tværs af de vestgående spor og ind over midterrabatten og ind i det ene østgående spor. Der opfordres til, at bilister, der skal mod vest, benytter sig af afkørsel 46. Lastbiler skal dog køre af ved afkørsel 46 Nyborg Vest, skriver Fyns Politi på Twitter.

Mister herredømmet

Den vagthavende ved Fyns Politi, Torben Jakobsen, oplyser til DR, at uheldet var et solouheld, og at to personer, der sad i lastbilen, er lettere tilskadekomne og nu kørt til rutinetjek på hospitalet.

- Lastbilen mister herredømmet og kører ind i autoværnet. Den vælter så og spærrer begge spor i den ene retning og det ene spor i den anden retning, siger han.

Lastbilen var fyldt med en masse gods, blandt andet sodavandsflasker og -dåser, som nu ligger spredt ud over vejen. Derfor venter man nu på at få containere ud, som man kan tømme al lasten op i.

- Nu forestår opgaven i at få tømt lastbilen, inden den kan løftes op og fjernes, siger Torben Jakobsen.

Autoværnet er desuden blev skåret op, og det skal derfor også repareres.

Vagthavende anbefaler folk i vestgående retning om at komme af motorvejen hurtigst muligt og senest ved afkørsel 46, Nyborg Vest.

For en række biler er det dog for sent, og de er nu fanget bag uheldet. Politiet arbejder dog på at lave en plan, så de kan blive ledt af motorvejen.

Nogle biler er begyndt at bakke tilbage, men det fraråder vagthavende på kraftigste, da det både er farligt og ulovligt.

- Vi laver en plan for dem. Folk skal køre forsigtigt, så vi ikke får nogen følgeuheld, siger Torben Jakobsen.

  • (Foto: Brugerbillede)
  • (Foto: Brugerbillede)
  • (Foto: Brugerbillede)
  • (Foto: Brugerbillede)
  • (Foto: Brugerbillede)
1 / 5

Betyder ekstra forsinkelser

Den vagthavende ved Vejdirektoratet, Brit Osted Nielsen, forventer, at motorvejen vil være delvist åbent ud på eftermiddagen.

- Vi forventer, at et spor vil være ryddet klokken 15. Derefter vil man rydde et spor ad gangen.

- Vi er midt i juletrafikken, så det vil selvfølgelig betyde ekstra forsinkelser, siger hun.

Uheldet vil også påvirke trafikken mod Sjælland.

- Alle spor er åbne i østgående retning, men der kan være kø alligevel, da folk er nysgerrige og bremser for at kigge, siger Brit Osted Nielsen.

Det hele forventes tidligst overstået klokken 18.

Travl rejsedag

Uheldet rammer på julens travleste rejsedag, hvor der i forvejen ventes tæt trafik på landets veje.

Den meste trafik går dog i østgående retning, og der ventes især tæt trafik mellem 10-14, oplyste Brit Osted Nielsen, vagthavende i Vejdirektoratet, til DR tidligere i dag.

- Vejene bliver rigtigt belastet i dag. Det er den dag, der kommer flest biler på vejene her i juledagene. Stort set alle skal hjem i dag – det kan vi se ud fra tal fra de foregående år, siger hun.

Sidder du i køen, og vil du fortælle om det til en artikel på dr.dk? Skriv til os på 1212@dr.dk.

Facebook
Twitter