Den kollektive trafik bliver enklere - men dyrere for ældre og unge

Ny reform skal gøre det nemmere at finde den billigste tog- og busbillet i Jylland og på Fyn.

Hvis man fra i dag bruger rejsekortet, vil man i udgangspunktet automatisk få den billigste billetpris, på grund af reformen Takst Vest. Dog vil unge og ældre miste rabatter. (Foto: christian Als © Scanpix)

Ulogisk prishierarki, uforståelige rabatter og forvirrende billetter.

Nu skal en historisk reform af taksterne i den kollektive trafik gøre det lettere at gennemskue prisen på en rejse, hvis du kører med tog eller bus i Jylland og på Fyn.

Reformen hedder Takst Vest, og det er trafikselskaber og togoperatører i Jylland og på Fyn, som står bag.

- Vi er glade for, at vi har lavet en fælles løsning, der er enkel og gennemskuelig, siger Carsten Hyldborg, direktør i FynBus og talsmand for alle parterne i Takst Vest.

- Vi kommer fra et system, hvor det kan koste én pris at køre fire zoner i én retning og en helt anden pris at køre fire zoner i en anden retning. Og nogle gange er rejsekort det billigste valg, andre gange er det en enkeltbillet, forklarer Hyldborg og indrømmer, at det har været svært at gennemskue for kunderne.

Unge og ældre mister rabatter

Hvis man fra i dag bruger rejsekortet, vil man i udgangspunktet automatisk få den billigste billetpris, mens det er billigst at bruge pendlerkortet, hvis man hver dag pendler på den samme rute.

Samtidig ændres reglerne dog for DSB Ung Kort og DSB 65-billetten, så der nu "kun" gives 25 procent i rabat på alle dage - modsat 50 procent på visse dage i ugen tidligere.

Dermed bliver billetterne på nogle dage altså dyrere for de to grupper.

Reformen vækker dog glæde hos Mads Fruerlund, der er studerende i Aarhus.

- Det bliver meget nemmere at gennemskue priserne og se, hvordan man sparer mest.

"Et stort fremskridt"

Den hidtidige jungle af rabatter, kort- og billettyper er blevet kritiseret af både Rigsrevisionen, Forbrugerombudsmanden og kunderne selv.

Senest har en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Userneeds vist, at det kun er omkring hver tiende i Jylland og på Fyn, der synes, at det er nemt at gennemskue prisen på rejser, de ikke kender.

Med den nye reform kommer sammenlignelige rejser til at koste det samme inden for hvert trafikselskab, og rabatter bliver ensrettet på tværs af trafikselskaber.

- Det er et stort fremskridt i forhold til nu, siger Carsten Hyldborg, talsmand for alle parterne i Takst Vest.

Det er DSB, Arriva, FynBus, Sydtrafik, Midttrafik og Nordjyllands Trafikselskab, der har lavet omlægningen i fællesskab.

Facebook
Twitter