En af Radio24syvs mest populære og genkendelige radiostemmer forlader kanalen.
Den fiktive seinorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm er fra i dag rykket sammen med resten af holdet bag det politiske satireprogram ’Den korte weekendavis’ fra Radio24syv og over til internetradiostationen Den2radio for igen at lave daglige nyhedsudsendelser.
- @radio24syv kan rende mig i røven. Nu går jeg til @den2radio og laver nyheder! Hver dag! Live! Vi høres ved, skriver Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm på sin Twitter-profil.
Programmets producer Zissel Astrid Kjertum-Mohr bekræfter, at holdet bag satireprogrammet har skrevet nye kontrakter hos Den2radio.
- Vi kommer til at sende dagligt og live ligesom i gamle dage, siger hun.
I 2015 sendte ’Den korte radioavis’ første gang fra Radio24syv som et dagligt politisk satireprogram. Programmet har vundet flere priser, inden det i december 2017 blev besluttet, at programmet skulle sende én gang om ugen under navnet ’Den korte weekendavis’.
I foråret 2018 har programmets værter Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, der spilles af Frederik Cilius, og Rasmus Bruun desuden turneret med liveshowet ’Det skide show’.
Sidste afsnit af 'Den korte weekendavis' blev sendt på Radio24syv i juni i år.
Producer Zissel Astrid Kjertum-Mohr vil ikke kommentere yderligere på årsagerne til, at programmet skifter platform.
- Personligt har jeg været glad for at være hos Radio24syv, men det bliver også spændende at prøve noget nyt, siger hun.
For programchef hos Radio2syv, Mikael Bertelsen, kommer det som en overraskelse, at Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm nu kan høres på Den2radio.
- Jeg er lige så forundret over, at den dumme lydfil (første afsnit af Den2radioavis, red.) er dukket op hos Den2radio, som alle andre er, siger han og tilføjer:
- Men altså radioprogrammer kommer og går. På Radio24syv har vi fået et nyt satireprogram – Skævinge Tidende – med Brian Mørk og Brian Lykke, og så er det vigtigste for radioen ellers vores mange gode debatprogrammer i dagtimerne.