Den rette mad gør dig lettere gravid

Kvinder, der har svært ved at blive gravide, behøver ikke nødvendigvis hormonbehandling. Med den rette kost øges fertiliteten.

Hver femte par har svært ved at blive gravide, men to tredjedele af dem kan med den rette kost øge mulighederne for graviditet betragteligt.

Den rette mad er ikke bare sund, den gør også godt for fertiliteten, og på den måde kan ufrivilligt barnløse forældre undgå hormonbehandling, som 17 procent får tvillinger af, fortæller Bjarne Stigsby, der er gynækolog og indehaver af Gynækologisk Klinik Taastrup.

2/3 bliver gravide

- En femtedel af alle par der gerne vil have barn har fertilitetsproblemer. Og to tredjedele af dem har problemer relateret til insulin. To tredjedele af de mennesker kan blive gravide med den rette kost, siger Bjarne Stigsby til DR Nyheder.

På sin klinik har han selv haft erfaringer med at ordinere den rette kost, og det har virket for to ud af tre par, han har bistået til graviditet, ud af barnløsheden.

Meget insulin dårligt for fertilitet

Problemet med barnløshed er, forklarer Bjarne Stigsby, mængden af insulin i blodet. Jo mere insulin, desto mindre er muligheden for at blive gravid, da insulinen påvirker æggestokkene i negativ retning.

Derfor handler det om at spise sådan, at man ikke forhøjer blodsukkeret unødigt. Bjarne Stigsby har derfor allieret sig med klinisk diætist Charlotte Hartvig, der ved, hvilken mad, man bør spise.

Blodsukkeret må ikke svinge

For kosten er ikke den samme, som man spiser, når man forsøger at slanke sit korpus, fortæller Charlotte Hartvig.

- Man må ikke få blodsukkeret til at svinge. Så ingen sukker, sukkerarter og stivelse, men der er ting, man skal holde sig fra. som, man skulle tro, var okay, siger hun til DR Nyheder.

Blandt andet er havregryn, brune ris og alskens rodfrugter bandlyst. Selv om bagte pastinakker, rødbeder og knoldselleri er populært bliver rodfrugterne kun endnu værre ved at komme i ovnen.

Rosiner, ananas og melon

- Så glider de ind i blodet som karamelsauce. Men også rosiner, ananas og melon er dårligt, hvis man ønsker at blive gravid, forklarer Charlotte Hartvig.

Til gengæld er ost, skinke og rugbrød godt til morgenmad. Og kød, kylling og fisk generelt godt. Men, understreger Charlotte Hartvig, man skal aldrig spise for meget kød: Det er usundt.

- Men fisk er virkelig godt. Fiskens fedtsyre giver også en bedre graviditet, når man først er blevet gravid, fortæller diætisten til DR Nyheder.

Mænd skal også spise korrekt

Kosten betyder mest for kvinder, fortæller Bjarne Stigsby, da de videnskabelige undersøgelser på området underbygger det. Men den rette kost er også god for mændene. Og deres sædkvalitet.

- Det mandlige kønshormon testosteron er vigtig for udviklingen af sædceller og for god sæd. Og testosteron er omvendt proportional med insulin, siger Bjarne Stigsby.

God, fertil sæd på tre måneder

Med andre ord betyder meget testosteron lidt insulin. Og det kan igen betyde god, fertil sæd.

Både gynækolog og diætist foreslår tre måneders diæt, hvis man vil øge sin fertilitet. De to har desuden i samarbejde skrevet bogen Spis dig gravid.

Facebook
Twitter