Den sidste plan: Sådan ville Løkke have talt til landsmødet

Venstres tidligere formand offentliggør udtalelsen, som partiets landsmøde skulle have taget stilling til.

På facebook har Lars Løkke Rasmussen delt sit forslag til den politiske kurs, som han gerne så Venstre slå ind på, hvis han var fortsat som partiformand. (Foto: Mads Claus Rasmussen © Scanpix)

Lars Løkke Rasmussen har endnu ikke udtalt sig til pressen, siden han lørdag formiddag forlod Venstres hovedbestyrelsesmøde ad bagdøren og stoppede som partiformand.

Bortset fra et familiebillede, som han lagde ud på det sociale medie Instagram lørdag aften, har der været stille.

Indtil nu. Søndag eftermiddag lagde han en længere tekst på sin facebook-side med en tilhørende forklaring.

- Næppe nogen større interesse for det i dag. Men her er det forslag til landsmødeudtalelse, som jeg gerne ville have bedt et fremrykket landsmøde i Venstre tage stilling til, skriver Lars Løkke Rasmussen.

Fire ambitioner for Venstre

I teksten nævner han blandt andet fire punkter, der med afsæt i folketingsvalgets mandatfremgang skulle have været Venstres politiske ambition i den kommende tid med Lars Løkke som partiformand.

Men sådan gik det ikke.

Lars Løkke Rasmussen annoncerede sin afgang som partiformand lørdag i forbindelse med et hovedbestyrelsesmøde.

I landsmødeudtalelsen skriver Lars Løkke Rasmussen blandt andet, at et forpligtende samarbejde over midten også skal være en mulighed for Venstre.

Skærmbillede af forslaget til landsmødeudtalelsen, som Lars Løkke Rasmussen aldrig fik mulighed for at fremføre for partiets medlemmer senere på måneden.

- At selvom Venstres afsæt er centrum-højre, så må det aldrig betyde, at Venstre alene kan samarbejde med højrefløjen. Hvis prisen for samarbejde med højrefløjen er for høj eksempelvis i form af ultimative krav om ekstreme udlændingestramninger, opgør med Danmarks internationale forpligtelser eller en urealistisk økonomisk politik, så skal Venstre også kunne afsøge muligheden for forpligtende samarbejde over midten, står der i facebook-opslaget.

Offentliggørelsen af landsmødeteksten, der aldrig blev til virkelighed, er Lars Løkke Rasmussens forsøg på at retfærdiggøre den måde, han har kæmpet med sit eget bagland de seneste mange uger, lyder analysen fra DR Nyheders politiske korrespondent.

- Løkke har hele vejen igennem forsøgt at gøre det her til en kamp om den politiske linje. Nu vil han gerne signalere til omverdenen, at oprørerne i Venstre ikke ville give ham mulighed for at snakke om politik, siger Christine Cordsen.

- Men for det oprørske bagland har det hele vejen igennem handlet om personer og ikke politik. Det kom også til udtryk ved, at man både ville af med Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen, siger Christine Cordsen.

Nogenlunde samtidig sender Lars Løkke Rasmussen en hilsen til Færøerne på twitter, der lørdag valgte en ny borgerlig-liberal regering.

FacebookTwitter