Den smitsomme rotavirus spreder sig: Håndsprit hjælper ikke

Virussen spreder sig i øjeblikket blandt børn på Sjælland og i hovedstaden. Flere sygehuse melder om markant stigning af indlagte.

Håndsprit hjælper ikke med at slå rotavirus ihjel. Det gør kun vand og sæbe. (Foto: © Grafik Signe Heiredal, (c) DR)

En smitsom virus, der ikke bliver ødelagt af sprit, spreder sig i øjeblikket og specielt hos børn i to års-alderen.

Børneafdelingerne på hospitalerne i Slagelse, Hvidovre og Nykøbing Falster oplever en markant stigning af indlagte børn med den såkaldte rotavirus.

Symptomerne på rotavirus er opkast og dårlig mave i en grad, så de små patienter, der kommer på hospitalernes børne- og ungeafdelinger er så dehydrerede, at de græder uden tårer.

Spredningen kan skyldes, at håndsprit har overtaget for vand og sæbe, fortæller overlæge på Slagelse Sygehus, Line Wilms.

- Rotavirus er ikke fuldt følsom over for sprit. Den skal have vand og sæbe for at være helt sikker, siger hun.

- Og vores teori er, at i denne her coronatid, hvor vi alle er blevet meget opmærksomme på håndsprit, der kan håndhygiejnen i nogle hjem og institutioner være overtaget af sprit fremfor vand og sæbe, og det får rotavirus til at sprede sig.

'De forberedte os på, at hun måske ikke ville klare den'

De fleste småbørn får virussen, og det kræver typisk ikke indlæggelse. Men for Camilla Buck Jakobsen betød virusinfektionen, at hendes to-årige datter blev så dehydreret, at hun måtte indlægges og få væske med drop for at overleve.

- Hun var helt væk og græd, bare når hun skulle op og stå, og da jeg ringede til vagtlægen, havde hun ingen våde bleer og ingen tårer, når hun græd, siger Camilla Buck Jakobsen.

Den første behandling på hospitalet hjalp ikke Camillas datter, og efter et døgn fik hun lagt en sonde for at give hende mere væske, men den væske kastede hun også op.

- Det var meget voldsomt, og til at begynde med forstod vi ikke helt alvoren. Vi vidste godt, hun var syg, men jeg havde ingen idé om, at det kunne være så voldsomt, siger hun.

- Lægerne sagde, at de havde kontaktet Rigshospitalets intensivafdeling, og de forberedte os på, at det ikke var sikkert, at hun ville klare den.

Sprit er ikke nok

På en legeplads i København er der flere forældre, der har håndsprit med i lommen. En af dem er Frederik Rudkøbing.

- Jeg kan godt genkende, at man rangerer både sprit og håndvask lige højt, men jeg foretrækker at vaske mine hænder fremfor at spritte, siger han.

Også Katarina Lindeballe foretrækker at tænde for vandhanen, men hun er overrasket over, at spritten ikke tager det hele.

- Jeg har ikke tænkt på, at håndvasken skulle være mere effektiv end sprit. Man tænker da, at sprit i hvert fald tager det farlige, siger hun.

Flere institutioner er ramt

Tilbage på Slagelse Sygehus, hvor Camilla Buck Jakobsen var indlagt med sin 2-årige, begyndte det at lysne. Efter flere dage med drop fik Camillas datter det bedre.

- Pludselig ville hun gerne sidde op i sin seng og se Gurli Gris, og så kom der en hospitalsklovn med en bold, og så livede hun helt op, siger Camilla Buck Jakobsen.

Camilla Buck Jakobsens datter var indlagt en lille uge, før hun kom på benene igen. (Foto: © (privatfoto), (Privatfoto))

Camilla Buck Jakobsen datter var ikke den eneste, der blev så syg af rotavirus, at hun måtte indlægges. På hospitalsgangen lagde Camilla mærke til en anden familie, som de kendte fra vuggestuen.

- Jeg tror, vi er i alt fem børn ude på sygehuset på samme tid fra samme institution, og så lukker de vuggestuen ned for at få bugt med det og vasker alt ned, for alle børn på stuen var stort set syge.

Også flere daginstitutioner i hovedstadsområdet, blandt andet i Høje Taastrup og på Frederiksberg, er ramt af virussen.

Ifølge overlæge Line Wilms kan der være flere grunde til, at rotavirussen rammer så hårdt. Det er i år en særlig grov variant, og så har corona betydet, at mange børnene har været hjemme fra institution i det seneste år, så de ikke har fået boostet immunsystemet.

Der findes ikke en behandling for rotavirus, udover at sørge for at barnet får nok væske og mad til at fylde maven efter opkast og diarré.