Den sønderjyske motorvej E45 er spærret af flygtningevandring

Østjyllands Politi sender nu forstærkninger til den sønderjyske motorvej, efter flygtninge er vandret nordpå. Motorvejen spærret i begge retninger mellem afkørsel 73 og 75.

Den sønderjyske motorvej E45 er spærret i begge retninger. Afspærringen omfatter motorvejen mellem afkørsel 73 og 75.

En gruppe udlændinge på omkring 300 personer har forladt deres opholdssted og er gået nordpå ad den sønderjyske motorvej E45.

Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at det har valgt at lukke motorvejen midlertidigt, ind til der er tolke fremme til at sikre dialog, og busser er klar til at samle de gående op og fragte dem væk fra motorvejen.

https://twitter.com/SjylPoliti/status/641538810686402560

- Frøslev skole er ikke et fængsel, og der er ingen hegn omkring. Når 300 personer på en gang beslutter sig for at forlade skolen, har vi en dialogbaseret tilgang. Det siger linjechef hos Syd- og Sønderjyllands Politi Hans Roost.

Forstærkninger på vej

Østjyllands Politi oplyser, at det har sendt forstærkninger til Syd og Sønderjyllands Politi. Der drejer sig om to "salatfade" og to almindelige patruljebiler.

Der er mange kvinder, børn og gamle i gruppen, og politiet har foreløbigt valgt ikke at gribe ind.

-Vi forsøger så vidt muligt via vores dialog med dem at få dem tilbage til skolen, siger Hans Roost.

DR-journalist Ida Nathan er på stedet. Hun fortæller, at det drejer sig om omkring 300 personer, der for et par timer siden forlod Padborg Skole og nu bevæger sig mod nord af det sydgående spor på E45-motorvejen.

- De vil til Sverige, siger Ida Nathan.

Hun fortæller også, at der ikke er nogen klar plan fra politiets side ligenu. Fortsætter vandringen, kan det blive nødvendigt at flytte afspærringen mod nord.

- De går langsomt, og nogle har sat sig ned og kigger på vabler. Der er kvinder og børn iblandt dem, fortæller Ida Nathan.

Tolke skal frem

Hos politiet fortæller Lisa Dissing, sekretariatschef i Syd- og Sønderjyllands politi, at man af sikkerhedsmæssige årsager har valgt at lukke motorvejen midlertidigt, indtil der når tolke frem, der kan sikre dialogen.

- Folk skulle meget gerne følge politiets anvisninger og gå op i bussen, for det er farligt at have folk gående på motorvejen. Det er ikke nogen holdbar situation, siger Lisa Dissing til Ritzau.

Flygtningene gør holdt ved en motorvejsbro. (Foto: Ida Nathan © DR Nyheder)

Hun fortæller videre, at hvis flygtningene ikke vil følge politiets anvisninger, må man lægge en plan derfra.

- Men hele tilgangen er stille og rolig og dialogbaseret fra vores side, siger Lisa Dissing.

Politiet er massivt til stede og arbejder på at få samling på grupperne samt at få en god dialog i gang for at få dem ind i busserne. De har desuden sendt en vogn med vand til stedet, så de gående ikke tørster, skriver Ritzau.

Vejdirektoratet oplyser til Ritzau, at man endnu ikke kan give et bud på, hvornår motorvejen vil blive genåbnet for trafik.

https://twitter.com/vejdirektoratet/status/641567557883969536

Facebook
Twitter