Dennis har fået en sms fra politiet: Jeg har ikke købt hash fra nummeret

Dennis Jacobsen fra Roskilde er en af de personer, der har modtaget en sms fra politiet i forbindelse med efterforskningen af en hashsag.

Dennis Jacobsen er en af de 825 personer, der har modtaget en sms fra politiet om, at de mistænker ham for at have købt hash på sin mobil. (© DR)

Onsdag modtog Dennis Jacobsen - ligesom flere end 800 andre personer - en sms fra politiet.

I sms'en stod der, at hans telefon havde haft kontakt til en mobiltelefon, der blev brugt til at sælge hash.

- De siger, at jeg har købt fra et nummer. Det har jeg altså ikke, men det må de om, siger Dennis Jacobsen, der går på teknisk skole i Roskilde.

Politiet har onsdag i forbindelse med en aktion, hvor otte mænd er blevet anholdt, sendt sms'erne ud til personer i Roskilde og omegn. Flere af personerne, som har modtaget en sms er unge mennesker, lyder det fra politiet.

Kender godt til nummeret

Ifølge politiet har hashhandlet fungeret sådan, at køberen har sendt en sms til nummeret.

Og Dennis Jacobsen kender også godt til, at man i Roskilde kan købe hash over sin mobiltelefon, siger han.

- Ja, det (nummeret red.) er der. Selvfølgelig, men jeg kender ikke noget til det, siger han.

To i klassen har fået sms

Han kender flere, der har fået sms'en onsdag.

- I vores klasse er der to, men ellers ved jeg ikke, om der er andre.

Hvordan tager I det?

- Vi tager det udmærket. Ikke så tungt, siger Dennis Jacobsen.

Når han får fri fra skole, vil han gå ned og tale med politiet, siger han.

- Og så må jeg forklare dem, hvordan det er, siger han.

Brev fra politiet

De ni mænd, der blev anholdt onsdag i aktionen, er mistænkt for at stå bag hashhandlen med den pågældende telefon. De flere end 800 personer, der har modtaget en sms kan se frem til et brev fra politiet, oplyser politiinspektør Svend Foldager.

- Der står, at de har 10 dage til at kontakte politiet, og ellers vil sagen gå videre. Og så vil der foretages en vurdering i de enkelte sager, om de skal have en bøde, eller om sagen skal for retten, siger Svend Foldager

Politiets aktion foregår som led i et samarbejde med Roskilde Kommune, hvor politi og kommune sammen prøver at komme hashhandel og hashforbrug hos unge til livs.

Den her telefon er den beslaglagte hash-telefon. (Foto: Louise Damløv © DR)