Depressive ældre får ikke hjælp

Depressive ældre får ikke den hjælp, de har brug for. Og derfor ender mange med at begå selvmord. Det er især enlige mænd, der tager livet af sig selv.

Selvmordhyppigheden stiger med alderen, når det gælder mænd. (Foto: Jose Luis Pelaez © Corbis)

Et langt og lyst liv betyder ikke nødvendigvis, at man bliver lykkelig som pensionist.

For omtrent halvdelen af alle selvmord begås af ældre over 64, viser tal fra Sundhedsstyrelsen. Det skyldes ofte, at de er depressive, skriver avisen 24timer.

Men ny forskning fra Århus Universitet konkluderer nu, at mange ældre ikke får den hjælp, de har brug for. Ifølge undersøgelsen har otte ud af ti ældre, der begår selvmord, med stor sandsynlighed slet ikke fået behandling.

Alenemænd i knibe

Og med den rigtige behandling kunne mange af selvmordene undgås, mener adjunkt Annette Erlangsen, der står bag undersøgelsen.

Det er ofte enlige mænd, der tager livet af sig selv, fortæller Poul Ipsen. Han er frivillig for ældremobiliseringen, hvor han blandt andet kigger på baggrunden for de mange selvmord blandt ældre:

- Alenemænd er nok dårligere til at klare sig end kvinder. Mange af mænds sociale relationer foregår via arbejdspladsen, og der er jo ingen arbejdsplads i den alder, siger Poul Ipsen.

Facebook
Twitter