Der er en vegetarisk bølge i gang - men vi kan stadig godt lide kylling

FN's tidligere klimachef mener, at rygere og kødspisere skal ligestilles, hvis der skal skub i klimadebatten.

Hvis der skal sættes skub i, at flere mennesker lever af bæredygtig mad, skal kødspisende mennesker behandles ligesom rygere på restauranter, mener FNs tidligere klimachef Christiana Figueres. (Foto: Morten Stricker © Scanpix)

Vi skal behandle folk, der spiser kød, på samme måde, som vi i dag behandler rygere - de skal stå på fortovet ude foran restauranten.

Sådan lød opfordringen fra FN's tidligere klimachef, Christiana Figueres i en debat under en konference om fremtidens fødevareforsyning.

I hvertfald hvis vi vil ændre folks spisevaner og gøre noget ved klimaproblemerne, mener hun.

Men er færre flæsketarer og flere vegetarer fremtiden?

Ja, mener forskningschefen på Center for Fremtidsforskning, Mariana Levinsen.

- Der er en bølge i gang med hensyn til kød. Og det bliver mere og mere diskuteret, hvor meget vi mennesker skader kloden, siger Mariana Levinsen, men understreger, at der er langt fra bevidsthed og bølger, til at vi ændrer vores adfærd eller sidestiller rygning med kødspisning.

- Jeg kan godt forestille mig, at markedet deler sig med kødspisere på den ene side og modstandere på den anden, siger hun.

Det er især den yngre generation, der skærer ned på kødet, mener fremtidsforskeren. Det er set før, påpeger hun og nævner 1970'ernes vegetar-bølge.

- Den her bølge er kommet for at blive, de (den yngre generation, red.) er mere velovervejet og oplyste om flere aspekter af kødspisning: Klima, sundhed,dyrevelfærd og økologi.

Flere er flexitarer

Jens Juul Nielsen, som er informationsdirektør hos Coop, følger udviklingen af vores spise -og forbrugsvaner tæt. Han ser en tendens til mindre kød, men langt fra en "revolution"

- Vi spiser stadig masser af kød, siger han.

Men der ryger mindre kød ned i indkøbskurven end tidligere, siger han og tilføjer, at vores forbrug af oksekød og svinekød er faldet med 1-2 procent siden 2012.

Til gengæld køber vi mere kylling, forklarer han.

- Det er blevet mere normalt at være vegetar eller nøjes med kød engang imellem, siger han og henviser til en analyse, som Coop har lavet i samarbejdet med Vegetarisk Foreningen.

Analysen viser, at flere og flere betegner sig selv som såkaldte flexitarer - folk, der nøjes med kød en gang imellem.

- Vi anslår, at det gælder lidt mere end 20 procent af befolkningen, siger Jens Juul Nielsen, som også peger på, at vegetarisk mad er blevet mere tilgængeligt.

- Nu kan du få vegetarisk alle steder. Selv på McDonalds, siger Jens Juul Nielsen.

"Kød er i princippet vor tids rygning"

Det er ikke første gang, at kød bliver sammenlignet med rygning.

I september i år kørte virksomheden Simple Feast - der sælger vegetariske måltidskasser - en kampagne, hvor de sammenlignede kødspisning med rygning.

Deres pointe var, at det var både sundere og mere miljøvenligt at spise vegetarisk.

Kampagnen viste billeder af rygere, hvor cigaretten var skiftet ud med en pølse, mens ejeren, iværksætter og mangemillionær Jakob Jønck hen over billederne blandt andet sagde:

- Kød er i princippet vor tids rygning.

Og netop kampagnens sammenligning delte vandene.

I debatten deltog læge og forfatter til kogebogen "Go Green", Charlotte Bech, som bakker op om budskabet og udtalte til "ALT for damerne":

- Vi kommer til at se på kødspisere, som vi ser på rygere nu - fordi kød er så usundt for vores helbred, men det er vi ikke bevidste om endnu, ifølge Charlotte Bech.

Facebook
Twitter