Det går for langsomt med at tage klimabelastende landbrugsjord ud af drift: 'Det virker jo reelt, som om at vi ikke tager klima alvorligt'

Der skal flere værktøjer på bordet, hvis der skal udtages 100.000 hektar lavbundsjord inden 2030, mener eksperter og landbrugsorganisation.

Kartoffelhøst i Store Vildmose ved Vendsyssel.

Det var danmarks- og klimahistorie, da alle Folketingets partier - undtagen Alternativet - i oktober sidste år kunne præsentere en aftale for den grønne omstilling af landbruget.

Sådan lød det i hvert fald fra fødevareminister Rasmus Prehn (S), da han og de øvrige partier trådte ud af forhandlingsrummet.

Men de seneste opgørelser, som DR har fået, viser, at der er lang vej til at nå centralt mål i aftalen. Nemlig udtagning af lavbundsjorde - jordtyper med et højt indhold af kulstof, som afgiver store mængder CO2.

Ifølge aftalen er det ambitionen, at 100.000 hektar lavbundsjorde i landbruget skal tages ud af drift inden 2030.

Ud af de 100.000 hektar skal 50.500 hektar lægges under vand, og det er der indtil nu givet tilsagn til projekter, som dækker i alt 4.769 hektar marker gennem de tre ordninger specifikt rettet mod formålet. Ingen af markerne er dog reelt under vand i dag, og der er ingen sikkerhed for, at projekterne faktisk bliver gennemført.

Derfor tvivler eksperter på, at processen kan gå hurtigt nok.

- Med de nuværende virkemidler og processer tror jeg ikke, at vi når i mål i 2030. Det går simpelthen for langsomt, siger Jørgen E. Olesen, der er professor og institutleder for Agroøkologi på Aarhus Universitet.

Som en tænd/sluk kontakt

Det vurderes, at der er omkring 171.000 hektar lavbundsjorde i Danmark. Tilsammen udleder de 5,7 millioner ton CO2 om året, hvilket svarer til knap 40 procent af landbrugets samlede udslip af drivhusgasser, og ifølge Jørgen E. Olesen 10 procent af de samlede udledninger i Danmark.

Så lavbundsjordene er altså helt centrale, hvis landbruget skal bevæge sig i en grønnere retning, forklarer Mogens Humlekrog Greve, der er sektionsleder hos Institut ved Agroøkologi på Aarhus Universitet og arbejder med lavbundsjorde.

- Det her er ligesom en tænd/sluk-kontakt. I det øjeblik, du vådlægger arealerne, stopper det CO2-emissionen. Så det er et meget hurtigt virkemiddel, forklarer han.

Før der kan slukkes på kontakten, så lavbundsjordene ikke længere drænes og i stedet oversvømmes, går der bare for lang tid, mener Mogens Humlekrog Greve.

Lodsejere og landmænd skal nemlig frivilligt gå med til at afgive deres jord. Enten skal de have en økonomisk erstatning, eller også skal der måske findes erstatningsjord til dem et andet sted. Dét puslespil er med til at forklare, hvorfor projekterne kan tage flere år at gennemføre.

"Der er en masse projekter i støbeskeen som har fået tilsagn, men vi ved, at en stor del af dem falder væk fordi de ikke opfylder de krav om emissionsreduktion, som der er ved vådlægning," siger professor Mogens Humlekrog Greve. (Foto: Jeppe Bruun Christensen © DR Nyheder)

- Det er så tungt at gennemføre de her vådlægninger, så vi har meget kort tid til det, siger Mogens Humlekrog Greve.

- Derfor tror jeg, at man fra politisk hold i løbet af kort tid vil komme til en forståelse af, at vi må gøre noget mere for at få det her gennemført.

Større kompensationer ville give større effekt

Den ekstra indsats kunne ifølge både Mogens Humlekrog Greve og Jørgen E. Olesen være brug af ekspropriation - altså at en lodsejer tvinges til at afgive sin jord.

Nogle steder - for eksempel i Store Vildmose, hvor vildmosekartoflerne dyrkes - er jorden af så god en kvalitet, at der ikke bare kan findes oplagt erstatningsjord, og de nuværende erstatninger svarer ikke til den pris, som den slags jord normalt handles ved.

- Hvis vi skal tage tyren ved hornene, skal vi også have fat i de jorde med store udledninger, og hvor dyrkningsværdien også er høj for landmændene. Det vil sige, at de skal kompenseres noget mere end det, der er lagt op til, siger Jørgen E. Olesen.

Fordi frivilligheden er afgørende, så betyder det også, at hvis bare én lodsejer afviser at være med i et større projekt med flere lodsejere involveret, så risikerer hele projektet at falde til jorden.

- Når det handler om anden form for samfundsmæssig nytte - infrastruktur og så videre - så griber vi nemt til ekspropriation, men når det handler om klima, så er det åbenbart ikke så vigtigt, at vi behøver ekspropriation. Det virker jo reelt, som om at vi ikke tager klima alvorligt, siger Jørgen E. Olesen.

Organisation: Landmændene vil gerne være med

Hos landbrugsorganisationen Landbrug & Fødevarer afviser miljødirektør Anders Panum Jensen, at der er behov for at bringe ekspropriation i spil.

For der er stor velvilje til at bidrage blandt organisationens medlemmer, siger han og peger på, at der kom tre gange så mange ansøgninger som forventet, da Miljøstyrelsen i slutningen af 2021 gennemførte første ansøgningsrunde til ordningen.

- Det er ikke rimeligt bare at tage jorden fra landmændene, men det er heller ikke nødvendigt, siger han.

- Vi ser erfaringsmæssigt, at landmændene gerne vil deltage i den her type projekter. Vi har sådan set lavet dem i mange år. Det nye er, at nu skal vi op på et større ambitionsniveau.

Landbrug & Fødevarer har sammen med Danmarks Naturfredningsforening og Kommunernes Landsforening selv peget på lavbundsjordene som et oplagt sted at sætte ind.

"Dialog og frivillighed - det er vejen frem," siger Anders Panum Jensen, miljødirektør i Landbrug og Fødevarer.

Derfor er Anders Panum Jensen enig med professorerne i, at der skal flere værktøjer på bordet, hvis det skal være realistisk at nå inden 2030. For eksempel skal kommunerne indtage en mere central rolle.

- Der er ikke nogen tvivl om, at det skrider for langsomt frem. Der er brug for, at myndighederne og erhvervet sætter sig sammen og får skabt de optimale rammer for, at vi kan komme i mål med udtagning af lavbundsjorde, siger siger han.

Minister afviser ikke at skrue bissen på

Som minister for fødevare-, landbrug- og fiskeri er det Rasmus Prehn (S), der sidder med ansvaret i forhold til lavbundsjordene. Han erkender, at der skal fart på for at nå det inden 2030, men er stadig optimistisk.

- Det burde være realistisk, men at det bliver svært, det har vi vidst fra starten af.

- Derfor var vi fra regeringens side også lidt tilbageholdende med bare at ride med på den jubelbølge, der var fra en række partier og Landbrug & Fødevarer, som fik det til at lyde som om, at det bare var et knips med fingrene.

Ministeren fortæller blandt andet, at ministeriet lige nu arbejder på at skabe et overblik over, hvor CO2-gevinsterne er størst, og så sætte ind der. Derudover er der nedsat en taskforce, der blandt andet skal kigge nærmere på de projekter, hvor processen er gået hurtigst, så de erfaringer kan bringes i spil andre steder.

- Nu handler det om at agere, handle og gøre noget, og det er jeg overbevist om, at dansk landbrug også gerne vil. Det var jo i høj grad også deres egen organisation, Landbrug & Fødevarer, som pressede på for, at vi skulle være så ambitiøse som overhovedet muligt, så jeg tænker også, at de vil presse på for, at deres medlemmer leverer varen, siger han.

Men viser det sig, at de frivillige aftaler ikke kan bære, så er ministeren ikke afvisende over at lægge flere og mere skrappe værktøjer - som for eksempel ekspropriation - i værktøjskassen.

- Hvis det er sådan, at vi ikke kan komme i mål med det her - og vi bliver enige om bredt i Folketinget, at det er det, der skal til - så må vi se på, om vi nogle steder skal skrue bissen lidt på, men det må være det absolut sidste værktøj, vi skal i gang med, siger Rasmus Prehn.