Der er registreret 165 nye smittede siden i går

77 af de nye tilfælde er registreret i Aarhus.

Antallet af indlagte er steget med en siden i går. (Foto: Helle Arensbak © Scanpix)

165 personer er blevet registreret smittet med coronavirus det seneste døgn, hvor der er kommet svar på 22.029 test.

Det viser den seneste opgørelse fra Statens Serum Institut.

77 af de nye tilfælde er registreret i Aarhus, der er ramt af et udbrud, der har fået myndighederne til at forbyde besøg på plejehjem og indført påbud om at bære mundbind i den kollektive trafik.

Antallet af nye konstaterede smittetilfælde er det højeste registrerede siden slutningen af april. Der bliver dog også testet væsentligt flere i disse dage, end der gjorde i foråret.

Antallet af indlagte er steget med en siden i går. Der er fortsat en person med coronavirus indlagt på intensiv afdeling, mens der for tredje dag i træk ikke er nogen i respirator.

Det er fortsat Aarhus, der har flest registrerede smittetilfælde i løbet af den seneste uge. Her er 407 personer blevet testet positive for coronavirus siden den 7. august. Det svarer til 116,3 smittede pr. 100.000 indbyggere.

I Silkeborg er der registreret 45,7 smittede per 100.000 indbyggere den seneste uge.

Der er registreret smittetilfælde i 75 af landets kommuner i løbet af den seneste uge. For en måned siden blev der kun registreret tilfælde i 41 af landets 98 kommuner.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk