Der er registreret 476 nye smittetilfælde med coronavirus siden i går

Antallet af indlagte stiger til 79 - det er fire flere end i går.

Der er 476 nye coronatilfælde siden i går. (Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix) (Foto: Niels Christian Vilmann © Scanpix)

Der er registreret 476 nye tilfælde af smitte i Danmark i det seneste døgn.

De nye tal viser, at der i dag er 79 indlagte - det er fire flere end i går. Af de 79 er 14 indlagt på intensiv afdeling. Det er to mere end i går. Der er sket ét nyt dødsfald siden i går. Det oplyser Statens Serum Institut.

Kommunale forskelle

Der er nu 62 kommuner, der ligger over sundhedsmyndighedernes bekymringsgrænse på 20 smittede pr. 100.000 indbyggere den seneste uge.

København har 116 nye smittede siden i går. I Aarhus er det tal 35 og i Aalborg 26.

I Aarhus er smittespredningen især sket blandt byens unge mennesker. Det får borgmester Jacob Bundsgaard til at opfordre de unge til at overholde afstandskravene for at forhindre yderligere coronaspredning.

- Den seneste uge er det gået hastigt den forkerte vej. Særligt når det gælder de unge, så er der en voldsom stigning af smittede. Det har konsekvenser for os allesammen, sagde Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard ved et pressemøde i dag.

Kun tre kommuner har ikke haft nye tilfælde den seneste uge. Det er Ærø, Samsø og Langeland.

Facebook
Twitter