Derfor bliver Sirius-patruljen forstærket med specialstyrker på snescootere: Russere ville køre over Grønland i monstertrucks

En militær- og politiaktion stoppede sidste år en ulovlig ekspedition på indlandsisen. Nu bliver Sirius-patruljen udvidet med en mere mobil indsatsstyrke.

Pressevideo fra Transglobal Car Expedition

Der står lige nu fire specialbyggede russiske monstertrucks ved Forsvarets base, Station Nord, i Grønland. Parkeret på ubestemt tid.

Køretøjerne har stået der, siden Arktisk Kommando og Politiet i Grønland sidste år måtte gribe ind og stoppe en russisk ekspedition, der var i færd med ulovligt at køre ind i landet i forsøget på at køre tværs over indlandsisen.

Det fortæller Grønlands politidirektør, der selv spillede en central rolle i operationen, der fandt sted i april og maj 2024.

- Når vi får oplysninger om nogen, der umiddelbart fremstår som om, de prøver at undgå grænsekontrollen, så er det vigtigt for os at vise, at den går ikke, fortæller politidirektør Bjørn Tegner Bay.

Ifølge DR Nyheders informationer var netop dén aktion medvirkende til, at Forsvarets Sirius-patrulje nu bliver forstærket med en motoriseret og luftmobil udrykningsenhed, der blandt andet skal bestå af soldater fra Frømands- og Jægerkorpset.

Gruppen bag Transglobal Car Ekspedition vil køre og sejle fra Nord- til Sydpolen og udforske steder, folk normalt ikke kommer. Her ses en af deres specialdesignede køretøjer. (Foto: © Transglobal Car Expedition, Transglobal Car Expedition)

Ekspeditionen var alt for risikabel

Politidirektør Bjørn Tegner Bay fortæller, at myndighederne i Grønland sidste år fik et tip: En udenlandsk ekspedition i specialdesignede køretøjer var kørt ud på havisen ved Canada med kurs mod Nordpolen og derefter Grønland.

Det var den russiske 'Transglobal Car Ekspedition', der ifølge ekspeditionens hjemmeside vil køre og sejle fra Nord- til Sydpolen.

Deres rute var planlagt til at gå tværs gennem Grønland. Men det kræver særlige tilladelser, fortæller politidirektøren.

Både for at krydse Rigsfællesskabets grænse og ind i Grønland samt for at opholde sig i Grønlands Nationalpark, der omfatter hele den Nordøstlige del af landet.

Ekspeditionen havde, ifølge Grønlands Politi, ikke ansøgt de nødvendige tilladelser på forhånd.

Derfor – og fordi ekspeditionen blev vurderet til at være for risikabel, fordi den i tilfælde af en nødsituation ville opsluge hele landets beredskab – besluttede Bjørn Tegner Bay sammen med Arktisk Kommando og Grønlands myndigheder, at ekspeditionen ikke fik lov at køre ind i Grønland.

Transglobal Car Expedition ønsker med deres rejser at bidrage til videnskaben og indsamle data, der "vil ændre vores forståelse af universet og engagere mennesker og organisationer på denne ekstraordinære rejse", som gruppen selv skriver på sin hjemmeside. (Foto: © Transglobal Car Expedition, Transglobal Car Expedition)

- Af den simple årsag, at de kører 12 mennesker i fire meget store køretøjer i det allernordligste område af Grønland. Hvis vi skal ind og lave en redningsoperation der, så skal vi bruge samtlige redningsressourcer i hele landet – samtidig er det forbundet med meget stor risiko for redningspersonalet, siger Bjørn Tegner Bay.

Måtte køre til Forsvarets base

Alligevel fortsatte køretøjerne mod Grønlands grænse, og derfor besluttede Arktisk Kommando og Grønlands Politi at overvåge og standse ekspeditionen.

Blandt andet blev bilerne flere gange overfløjet af Arktisk Kommandos Challenger-fly på vej mod grænsen. En situation som ekspeditionen selv har taget billeder af.

Arkivfoto inde fra et af Forsvarets Challenger-fly, der fungerer som overvågningsfly for Arktisk Kommando i Grønland og ved Færøerne. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Ritzau Scanpix)

Bjørn Tegner Bay fortæller, at Sirius-patruljen stod klar til at modtage ekspeditionen, så snart de fire trucks kørte ind i kongerigets økonomiske zone.

- Sirius vejledte dem om, at Sirius-patruljen for det første repræsenterede både det danske forsvar og Grønlands Politi. De fik vejledning om, at de var uønskede og at de i princippet skulle vende om. At de ikke havde mulighed for at komme ind i Grønland, siger han.

På ekspeditionens Telegram-kanal ligger et videoklip, hvor en dansk Sirius-mand pludselig dukker op – midt i et øde og snehvidt landskab – og præsenterer sig selv for de undrende ekspeditionsdeltagere.

Ekspeditionen fortalte, ifølge Bjørn Tegner Bay, at de ikke havde forsyninger til at køre hele vejen tilbage til udgangspunktet.

Derfor blev løsningen, at de fire monster-trucks skulle køre til Forsvarets base, Station Nord, der ligger nogle hundrede kilometer fra grænsen.

- Undervejs blev de opsøgt af forskellige slædehold fra Sirius-patruljen og senere på snescootere, som lige sikrede sig, at der stadig var enighed om, hvilken retning de skulle, fortæller Bjørn Tegner Bay.

Lejede et fly for at forlade militærbasen

På Station Nord lavede politiet en såkaldt indrejsekontrol af deltagerne, fortæller han. Nogle af dem havde papirerne i orden og fik lov at rejse videre i Grønland – men køreturen i de store køretøjer skulle stoppe der.

Resten blev bedt om at forlade landet, konstaterer politidirektøren.

Eftersom Station Nord ligger midt i det mest øde område af Grønland, langt fra alting, var det dog ikke nogen let ordre at efterkomme. Faktisk var der kun én udvej: Ekspeditionen måtte leje et fly, der kunne hente dem på militærbasen.

- Deltagerne var så heldige, at de havde en meget stærk pengemand i ryggen, så det kunne lade sig gøre at chartre et fly.

Bjørn Tegner Bay fortæller, at halvdelen af ekspeditionen fløj ud samme eftermiddag. Resten fløj ud næste dag, efter de havde pakket køretøjerne ned.

Usikkert hvordan og hvornår bilerne kan hentes

I dag står de fire russiske monstertrucks fortsat ved Forsvarets Station Nord, siger politidirektøren.

- De er ikke beslaglagt fra vores side. Det er stadig den russiske rigmand, der ejer bilerne. Men hvordan han vil løse det uoverstigelige problem med at få dem hentet, det har jeg ikke nogen oplysninger om lige nu, siger politidirektøren.

  • På Station Nord ventede betjente fra Politiet i Grønland sammen med flere fra Sirius-patruljen. (Foto: © Bjørn Tegner Bay)
  • Efter at have kontrolleret pas og indrejsepapirer fik de fleste af ekspeditionens deltagere besked på, at de skulle forlade Grønland. (Foto: © Bjørn Tegner Bay)
1 / 2

Bjørn Tegner Bay fortæller, at aktionen krævede stor planlægning og kostede mange kræfter. Både for Grønlands Politi, Arktisk Kommando og ikke mindst Sirius-patruljen.

- Det allernordligste Grønland i april og maj måned er ikke et ufarligt sted at bevæge sig. Derfor var det med vores briller ekstremt uvurderligt at have Arktisk Kommandos enheder i baghånden, der kunne støtte operationen, siger Bjørn Tegner Bay.

Ifølge DR Nyheders oplysninger var netop aktionen med Transglobal Car Expedition medvirkende til, at Sirius-patruljen nu bliver udvidet med en luftmobil indsatsstyrke.

Det vil sige fleksible patruljer, der med kort varsel kan kastes ud med faldskærm eller sættes ned med fly og gribe ind ved lignende situationen.

Erkendelsen er, at der er brug for enheder, der hurtigt kan rykke ud, og som kan følge med selv specialbyggede monster-trucks på isen – uden at skulle opgive Sirius' normale hundeslædepatruljer, der løser en vigtig opgave med at hævde Rigsfællesskabets suverænitet i øde, ubeboede egne.

Den nye styrke vil give myndighederne bedre kort på hånden, konstaterer Bjørn Tegner Bay:

- Set fra politiets side er der ingen tvivl om, at jo flere, der har uddannelsen til at færdes i Arktis med både hundeslæde og snescooter, jo bedre er det.

Arktisk Kommando har ikke ønsket at medvirke i artiklen. På ekspeditionens hjemmeside oplyser Transglobal Car Expedition, at man håber på et senere tidspunkt at få tilladelse til at gennemføre køreturen tværs over Grønland.

Medlemmerne til Sirius-patruljens nye reaktionspatruljer skal blandt andet findes hos Frømandskorpset (Billedet) samt Jægerkorpset (Arkiv). (Foto: © Forsvaret / Christian Sundsdal)