Derfor flager Danmark i dag

I dag er flagdag for de soldater og andre udsendte, der har været på international mission for Danmark.

Dannebrog i Afghanistan. I dag er det flagdag for danske veteraner. (© Jonathan Petersen)

De flag, der vajer på busser og bygninger i dag, er til ære for Danmarks soldater og andre udsendte. Både dem, der er vendt sikkert hjem; dem, der har betalt med deres liv i tjenesten og dem, der lige nu er på mission i konfliktområder rundt omkring i verden.

Flagdagen kan i år fejre 10 års jubilæum

Flagdagen blev indført i 2009 for at anerkende den indsats, de danske udsendte har ydet i international tjeneste siden 1948.

I 2009 var danske soldater på fredsbevarende missioner i Afghanistan. Mange var udstationeret i den urolige Helmand-provins, og flere blev såret og mistede livet. Derfra opstod behovet for officielt at hylde deres indsats, men flagdagen er stadig vigtig, mener forsvarsminister Trine Bramsen (S), der blev udnævnt som forsvarsminister ved regeringsskiftet tidligere på året. Hun ser frem til sin første flagdag på posten.

Flagdagen markeres blandt andet ved Kastellet i København, 2018. (Foto: © liselotte sabroe, Scanpix)

- Vi er stadigvæk udsendt på missioner i hele verden, og så længe vi er det, så er der behov for, at vi viser vores største respekt for dem, der er udsendt. Det er så stort og bør virkelig hyldes, at man sætter vores frihedsværdier over sig selv og tager ud i verden.

En af de veteraner, der bliver hyldet, er 29-årige Jonathan Petersen, der har været udsendt to gange til Afghanistan. Hør ham fortælle, hvorfor han drog i krig i podcasten Den Daglige Dosis her:

Danske soldater er stadig på internationale missioner

De danske soldater, der er udsendt i dag, deltager i missioner i blandt andet Arktis-området. Der er også danske udsendte, der træner irakiske soldater i Irak. Og så er forsvaret stadig til stede i Afghanistan, hvor de beskytter personel i hovedstaden Kabul.

Det er missioner, der potentielt kan være farlige, men på nuværende tidspunkt er der ifølge Forsvaret ikke nogen danske styrker i fredsskabende aktioner. Der er med andre ord ingen danske soldater i aktiv krig.

Det sidste hold soldater, der var på fredsskabende mission, var ISAF hold 17, som vendte hjem fra Afghanistan i august 2014. Her havde de blandt andet kæmpet mod Taliban-regimet og arbejdet på at beskytte lokalbefolkningen.

Kransenedlæggelser og parader landet over

Veteranernes flagdag markeres i år blandt andet med parader til ære for de danske veteraner og kransenedlæggelser til minde om de faldne.

Statsministeren og kongehuset står i spidsen for et arrangement ved Monumentet over Danmarks Internationale Indsats på Kastellet. Her skal blandt andre forsvarsministeren Trine Bramsen tale.

Kranselægning for de faldne ved Monumentet for Danmarks internationale indsats, 2018. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Du kan finde programmet for flagdagen i dit nærområde her.

Hun mener, det kan være en af de vigtigste taler, hun kommer til at holde som forsvarsminister:

- Vi skal give veteranerne den heltestatus, de bør have i samfundet. Jeg vil gerne være med til at løfte hyldesten over i hverdagen. Veteraner skal ikke kun være nogen, vi fejrer denne ene dag, men skal hyldes for deres indsats hele året, siger Trine Bramsen.