Derfor har du færre DR-kanaler fra i dag

I 2019 lukkede en række programmer, men fra i dag er de helt store ændringer trådt i kraft.

Det er her fra DR's Master Control Room, at indholdet fra DR's kanaler bliver sendt ud i verden. Det var også herfra, at man i dag lukkede flere kanaler på TV og radio.

Du stod op i morges, bryggede en brandvarm kop kaffe, hældte lidt mælk i den og satte dig til rette i sofaen. Du tændte tv'et og havde lyst til at se en dokumentar om Anden Verdenskrig - men vent. Hvor er DR K henne?

Den er forsvundet. Havde du lavet samme morgenrutine, men skiftet dokumentaren ud med en trang til George Michael-pophits og P7 Mix havde udfaldet været det samme. P7 Mix er også væk.

Fra årsskiftet - med effektuering i dag - er der nemlig blevet ændret en del i DR's kanaler på både tv, radio og web.

Det har været planlagt siden sparerunden i 2018, da DR blev pålagt at spare 20 procent af den daværende regering og dens støttepartier. Det betyder en reduktion på i alt 22.500 færre timers flow-tv og 8.700 timers radio.

Herunder får du overblikket over ændringerne.

1

DR3 bliver ren streaming

Fra i dag kan du ikke længere finde kanalen DR3 i dit fjernsyn gennem antennestikket. Vil du se 'Doggystyle', 'Noia' eller programmer om Jada, Suspekt eller Petra, så er det ind i DRTV-appen på din smartphone, Apple-TV eller computeren.

DR3 bliver således 100 procent digital ud fra idéen om, at det er der, at den unge målgruppe alligevel primært er. Da DRTV bliver en større del af DR's tv-tilbud, blev appen for nyligt relanceret. Det kan du læse mere om her.

2

P7 Mix er pist forsvundet

Vil du helt vildt gerne bare høre en masse popmusik, både den nye og den gamle, er der heller ikke længere en DR-kanal til dig. P7 Mix er således lukket, og DR's podcasts og P4 skal ifølge planen løfte formidlingen, som P7 Mix før stod for.

P6 Beat og P8 Jazz skulle også have været lukket nu, men der blev politisk bevilget penge til at holde dem kørende i 2020 også. P7 Mix er dermed den eneste DR-radiokanal, der er stoppet med årsskiftet.

Det betyder, at der bliver sendt 8.700 færre timers radio årligt - og det rammer de cirka 110.000 lyttere, der dagligt hørte kanalen i 2019.

3

DR K er lagt i graven

(Foto: DR.)

... Og et nyt DR2 rejser sig som en Fugl Føniks fra asken.

Kultur- og historiekanalen DR K, der blev lanceret tilbage i 2009, er også blevet ofret som led i spareplanen. Formidlingen af Anden Verdenskrig, den klassiske musik og meget andet bliver således markant mindre, men en del af indholdet skal efter planen fortsætte på et relanceret DR2, der til gengæld får markant færre udgaver af 'Temalørdag'.

Til gengæld bliver DR2+ skabt - og lanceres i uge 4. Det bliver et streaming-univers, der skal hjælpe med at holde kultur-, samfunds- og historiefanen højt, men på en mere eksperimenterende måde målrettet især yngre streamere.

4

DR Ultra fortsætter på iPad'en

Du kan heller ikke længere sætte DR Ultra på fjernsynet, når du skal give dine mellemstore unger noget at se i et godt, gammeldags fjernsyn med antennekabel.

Der skal du nu have din smartphone, computer, tablet eller smart-tv frem for at se Ultra Nyt, Fortnite-programmer og meget andet.

5

Den sene TV-avis er flyttet - og de korte udgaver er lukket

Hovedkanalen DR1 har også oplevet større ændringer. Du kan dog stadig se den i fjernsynet - bare rolig.

Men den sene tv-avis er blevet rykket en halv time frem, så den nu starter klokken 21, og de to korte tv-aviser, 17.50 og 19.55, er blevet lukket. TVA 18.30 fortsætter uændret.

Er du vild med 'Hammerslag', er der også dårligt nyt. Der bliver således sendt halvt så mange udgaver af programmet i 2020 som i 2019. Samtidig dropper DR dækningen af Tour de France, programmet 'Sporløs' og en lang række andre programmer, du kan læse om her.

Det er i øvrigt kun sjette gang, at TV-Avisen skifter sendetidspunkt. Da den blev lanceret i 1965, var det klokken 20. I 1978 blev det ændret til 19:30, før den femten år senere, i 1993, blev sendt 20:30.

Det holdt dog kun et år, før den i 1994 blev skubbet til klokken 21.

I 2012 blev '21.30'eren' født, og den er så flyttet hjemmefra nu.