Derfor må din læge ikke være ven med dig på Facebook

Din læge har fået klar retningslinjer for, hvad han må skrive på Facebook og hvem han må være venner med.

Lægeforeningen giver nu lægerne retningslinjer for, hvordan de må agere på Facebook.

Din læge må ikke blive ven med dig på Facebook. For læger skal tage hensyn til tavshedspligt, image og privatliv - også når de bruger Facebook go Twitter.

Derfor giver Lægeforeningen nu landets læger gode råd til, hvordan de skal gebærde sig på de sociale medier. Det skriver Dagens Medicin.

Foreningen er klar med et hæfte med gode råd til lægerne.

- De sociale medier er typisk så åbne, at patienter, kolleger og pressen kan læse vores statusbeskeder, hvad vi kan lide og ikke kan lide, og hvad vi lægger ud af fotos eller andet materiale, siger Yngre Lægers formand Lisbeth Lintz til laeger.dk.

Etiske og kollegiale regler

Og derfor er det vigtigt, at lægerne ikke bruger de sociale medier forkert, uddyber hun.

- Derfor skal vi tænke over, hvordan vi bruger de sociale medier i forhold til reglerne om tavshedspligt, injurielovgivning og Lægeforeningens etiske og kollegiale regler, siger Lisbeth Lintz.

Lægerne må hverken blive venner med nuværende patienter eller tidligere patienter ifølge de nye retningslinjer.

Særlig status

I hæftet står der også, at lægestanden har en særlig status i befolkningen, og derfor kan enkelte personers opførsel påvirke patienternes opfattelse af lægestanden.

- Alt, hvad der bliver skrevet på de sociale medier er med til at tegne et billede af både den enkelte læge og læger generelt. Derfor er det godt at være opmærksom på ikke at overskride grænsen mellem privatlivet og det professionelle liv, siger Poul Jaszczak, der er formand for Lægeforeningens Etiske Udvalg.

Han har sammen med Lisbeth Lintz stået for at udarbejde hæftet med retningslinjerne til landets læger.

Facebook
Twitter