Derfor skal alle have tilbud om tredje vaccinestik

Immuniteten daler seks måneder efter andet stik, oplyser Sundhedsstyrelsen.

Vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Probst i Eigtveds Pakhus i København onsdag den 7. oktober 2020.. (Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix) (Foto: Ida Marie Odgaard © Ritzau Scanpix)

Alle danskere bliver inviteret til at få et tredje vaccinestik mod corona. Det fortalte sundhedsminister Magnus Heunicke tidligere i dag.

- Vi har en plan for udrulningen af det tredje vaccinestik, og den er, at danskerne bliver inviteret seks måneder og 14 dage efter, at de har fået andet stik, sagde han.

Det er især folk over 65, medarbejdere i sundheds- og ældresektoren og folk, der har et svækket immunforsvar, der først vil blive tilbudt et tredje vaccinestik.

Og det er der en ganske simpel grund til. Det forklarer vicedirektør i Sundhedsstyrelsen Helene Bisted Probst til DR.

- De her tre grupper var nogle af dem, vi inviterede først i vores primære vaccinationsprogram, siger hun.

Det betyder, at det også er dem, der bliver de første til at modtage en invitation til et tredje vaccinestik seks og en halv måned efter deres andet stik.

Derfor går der altså lidt længere tid, før de fleste raske personer under 65 år bliver indkaldt til tredje stik.

- Der er noget tid til, at den gruppe når til, at der er gået så langt siden deres andet stik, siger Helene Bisted Probst.

Faldende immunitet efter seks måneder

Grunden til at alle bliver inviteret til at få et tredje vaccinestik, er, at beskyttelsen mod coronavirus begynder at falde efter et halvt år. Det oplyser Sundhedsstyrelsen.

- Vi kan se, at der er noget faldende immunitet, når vi kommer ud omkring seks måneder, siger Helene Bilsted Probst.

Hun understreger, at langt størstedelen fortsat vil være godt beskyttet på det tidspunkt. Også blandt folk over 65, medarbejdere i sundheds- og ældresektoren og personer med et svækket immunforsvar.

- Hele fundamentet i denne plan om revaccination er, at vi skal beskytte mod alvorlig sygdom mest muligt, siger Helene Bisted Probst.

Alle danskere bliver inviteret efter seks måneder og 14 dage efter deres anden vaccination, men det er stadig usikkert, om det er præcis det interval, der passer til de raske under 65, oplyser Helene Bilsted Probst.

- Hvis der kommer ny viden, der tilsiger, at der skal være et længere interval, eller at det skal gøres på en anden måde, så vi vil gå ind og justere på det, siger hun.

Det forventes, at Sundhedsstyrelsen i november kommer med en mere præcis plan for dem, der ikke tilhører de tre udsatte grupper.

75 procent er målet

Sundhedsstyrelsens mål er, at 75 procent tager imod invitationen og bliver revaccineret.

- Det, tænker vi, er et realistisk mål, siger Helene Bilsted Probst.

Det kan Sundhedsstyrelsens vicedirektør meget vel have ret i. Det er nemlig stor opbakning i Danmark til at tage det tredje stik.

Sådan siger Michael Bang Petersen, der er professor i statskundskab på Aarhus Universitet og som står bag HOPE-projektet, der følger danskernes adfærd under coronakrisen.

- Vi forventer, at et sted mellem 10 og 15 procent af dem, der er vaccineret, vil falde fra, når de bliver tilbudt et tredje stik, siger han.

Der er dog forskel på, hvilke grupper der har mest velvlije overfor et tredje stik med coronavaccine.

- De data, vi har, tyder på, at de ældre og dermed de mest sårbare, er meget villige til at tage imod det tredje stik, siger Michael Bang Petersen.

- Der hvor frafaldet sker, vil primært være i de yngre aldersgrupper, hvor folk heller ikke er i samme risiko, tilføjer han.

Helene Bilsted Probst fortæller, at de første vil modtage invitationer til tredje vaccinestik allerede i næste uge. Hun opfordrer til at bestille en tid, når man bliver inviteret, men at det nok skal gå, hvis det ikke straks at få en tid.

- Man skal ikke blive bekymret, hvis man ikke kan få en tid med det samme. Man kan godt vente et par uger eller en måned, siger hun.

FacebookTwitter