Medicinsk cannabis

Desperate patienter bombarderer Søs Egelind om cannabis: Hjælp mig!

DR1-dokumentaren ’Søs og kampen om cannabis’ sætter fokus på de danskere, der bruger ulovlig cannabis mod sygdom.

- Det her er forsvindende lidt af den sørgelige bunke af fortvivlede mennesker fra Danmark, som har skrevet til mig, fortæller Søs Egelind, mens hun bladrer igennem en bunke breve på bordet foran hende.

Samtlige breve omhandler brug af cannabis mod sygdom – enten hos dem selv eller hos en nær pårørende.

Søs Egelind er endt som modtager af alle disse breve, fordi hun for godt 10 år siden brugte ulovlig cannabis i forbindelse med sin kræftsygdom og efterfølgende stod frem i Ekstra Bladet, hvor hun fortalte om de positive virkninger af det ulovlige stof.

- Jeg er blevet bombarderet af folk, der spørger og råber: ”Hjælp!”, fortæller hun i DR1-programmet ’Søs og kampen om cannabis’.

I programmet kommer Søs Egelind i forbindelse med nogle af de danskere, der bevæger sig ud på det sorte marked og kriminaliserer sig selv for at skaffe cannabis til medicinsk brug, fordi de mener, at det hjælper dem mod forskellige lidelser og sygdomme.

Desuden undersøger hun, hvilke lovlige alternativer der findes i Danmark.

Se første afsnit af ’Søs og kampen om cannabis’ i aften kl. 20.45 på DR1.

Facebook
Twitter