Det danske pas har fået en designoverhaling: ’Harald Blåtand ville være enormt glad’

Alle, der bestiller et nyt pas, vil fremover få et, der er sværere at misbruge og manipulere.

I det nye design har det historiske monument Jellingstenen fået en endnu mere fremtrædende rolle. (Foto: Rigspolitiet)

Det danske pas har fået "en opgradering af design- og sikkerhedselementer", meddeler Rigspolitiet.

- Et pas består af flere forskellige trykteknikker herunder blandt andet kobbertryk, offsettryk og silketryk samt forskellige sikkerhedselementer som farveskiftende blæk, vandmærker og linjestrukturer, skriver Rigspolitiet til DR Nyheder og tilføjer:

- Alle disse tryk og sikkerhedselementer er sat sammen på en kompliceret og velovervejet måde for at sikre, at det danske pas er nemt at verificere som værende ægte og svært at misbruge eller manipulere.

Det nye pas (th.) er rødebedefarvet som det gamle, og forsiden er stort set identisk bortset fra en ændret skrifttype. (Foto: Rigspolitiet)

I samme forbindelse har passet fået en ny producent – konsortiet ID People-Veridos – som siden 1. oktober er begyndt at fremstille de nye pas.

Det gamle pas er stadig fuldt ud gyldigt, men alle, der bestiller nyt pas, vil modtage den opgraderede version.

Det nye pas ligner i store træk det gamle, men det gennemgående motiv Jellingstenen har fået en endnu mere fremtrædende rolle, hvilket passer museumschef for museet Kongernes Jelling, Morten Teilmann-Jørgensen, ganske udmærket.

- I det forrige pas fandtes kristusfiguren fra Jellingstenen på indersiden af omslaget, men nu har vi fået hele Jellingstenen med kristusfiguren. Derudover findes teksten fra Jellingstenen på den sidste side i passet, og så har vi faktisk også fået vandmærket, så man kan se Jellingstenen på hver eneste side.

- Og som om det ikke skulle være nok, så er hver eneste side plastret til med runer fra Jellingstenen, så vi kunne næsten ikke have fået mere ud af det.

På indersiden af det nye pas' omslag findes et billede af hele Jellingstenen. I det gamle pas vises kun Kristusfiguren. (Foto: Rigspolitiet)

I et skriftlig svar til DR Nyheder fortæller Rigspolitiet, at Jellingstenene indgår i passet for at det fortsat skal kunne genkendes som et dansk pas.

- Jeg er helt sikker på, at Harald Blåtand ville være enormt glad for, at han, 1.000 år efter han satte den sten, optræder i det danske pas. Harald Blåtand er jo kendt som den store blærerøv, så det tror jeg virkelig, han ville have pralet med, hvis han havde været i live i dag, siger Morten Teilmann-Jørgensen, som heller ikke lægger skjul på, at det nye design kommer monumenterne til gode.

- Vi har ikke verdens største markedsføringsbudget, så at vi kan få sådan en form for annonce i vores pas er jo fantastisk. Og så bliver man jo stolt over at arbejde et sted, der åbenbart betyder så meget for Danmark, siger han.

Runer fra Jellingstenen findes som vandmærke på samtlige sider. For at styrke sikkerheden er der desuden tilføjet yderligere vandmærker blandt andet i form af flere portrætfotos og et Danmarkskort. (Foto: Rigspolitiet)

Passets dataside, hvor man finder blandt andet pasnummer og fødselsdato ligner i store træk det gamle. Dog er farvenuancerne og vandmærkerne nye. Disse er med til at forstærke passets sikkerhed.

Nederst på de såkaldte viseringssider i passet er der motiver af de 31 største øer i det danske Rigsfællesskab.

- Øerne fluorescerer gult og breddegraderne blåt ved belysning med UV-lys er for at hæve sikkerheden i passet. Passet indeholder flere tryk og motiver, der reagerer forskelligt ved belysning med forskellige lyskilder, skriver Rigspolitiet til DR Nyheder.

I alt findes der otte typer af det danske pas: Dansk nationalitetspas, grønlandsk nationalitetspas, færøsk nationalitetspas, diplomatpas, tjenestepas, fremmedpas, konventionspas og provisorisk pas. (Foto: Rigspolitiet)

Gyldigheden for personlige pas er maksimalt ti år, og derfor forventes det gamle pas at være helt udfaset om ti år.

Billedmaterialet i artiklen her stammer fra et fiktivt pas og er udgivet med Rigspolitiets godkendelse.