'Det er en hån mod kvinder'. Handske til at fjerne blodige tamponer presset af markedet

Produktet, der skal bruges til at fjerne brugte bind og tamponer uden at få beskidte hænder, har fået en hård medfart.

Kræver det en plastikhandske for at fjerne en blodig tampon, eller er vand og sæbe nok? Spørgsmålet er blevet diskuteret heftigt efter to tyske mænd lancerede Pinky Gloves, der bliver beskyldt for at shame det at have menstruation. Grafik: Søren Winther Nørbæk.

Det skulle være så smart. En engangshandske, der skulle skåne menstruerende personer for griseriet ved at fjerne en brugt tampon eller bind.

Produktet blev lanceret af to mænd, Eugen og Andre, i den tyske pendant til Løvens Hule under navnet 'Pinky Gloves'.

Og selvom en af de mandlige løver var så imponeret over opfindelsen, at han investerede 30.000 euro - svarende til cirka 223.086 danske kroner - i virksomheden, så er det ikke alle, der har været lige begejstrede for den.

Faktisk har den lyserøde plastikhandske efterfølgende medført så voldsom en shitstorm, at de to tyske gutter er endt med at trække handsken tilbage fra markedet.

Nanna Højlund er forkvinde for Kvinderådet i Danmark. Og hun har heller ikke armene (eller menstruationshandsken) i vejret over den - i hendes øjne - unødvendige opfindelse.

- Det er en hån mod kvinder. Det er fuldstændig naturligt at have menstruation og bløde. Det handler om retten til at gøre det uden at skamme sig over det eller være bange for, at man lugter, siger hun.

Et signal om, at menstruation er beskidt

Produktet sender nemlig et signal om, at menstruation er så klamt, at en almindelig håndvask ikke er nok, mener forkvinden. Og det er en hel gal retning at gå i.

- Det er et udtryk for, at det er beskidt dernede. Det her er et wake up call på, hvor langt vi i virkeligheden er fra at acceptere den kvindelige biologi.

For Nanna Højlund er produkter som Pinky Gloves et tegn på, at der er en opfattelse af, at menstruation er noget, der skal være hemmeligt.

- Alt det, der handler om kvinder og ikke er sødt og pænt, skal helst foregå i det skjulte. Hvis man har menstruation, er der en forventning om, at man skal gemme sin tampon på vej ud på toilettet, siger forkvinden.

Ifølge forkvinden er det her en måde at tjene penge på kvinder.

- Jeg tror, at de har tænkt: 'Det er så fælt at fjerne en brugt tampon og få blod på fingrene, at der må være et marked for sådan en lyserød plastikhandske. Nu sælger vi dem noget dyrt, så de kan slippe'.

- Jeg synes faktisk, det er ret ulækkert, at man vil tjene penge på denne her måde, siger forkvinden for Kvinderådet.

Hvad skal Pinky Gloves så koste?

  • The Guardian skriver, at handsken koster 11,96 euro - altså cirka 89 kroner - for en pakke med 48 af de lyserøde handsker.

  • De penge er selvfølgelig udover, hvad man ellers bruger på menstruationsprodukter i løbet af et liv. Lidt hurtig hovedregning: En pakke tamponer koster omkring 36 kroner. Lad os sige, man bruger en pakke om måneden, og at man bløder i cirka 36 år. 36 x 12 x 36 = 15.552 kroner.

  • Med menstruationen følger altså udgifter for cirka 15.000 kroner i løbet af et liv, hvis man bruger engangsprodukter.

  • Om man vil smide de 89 kroner oveni i ny og næ er selvfølgelig helt op til en selv.

#Pinkygate og dødstrusler

Efter handskerne fik sendetid i tysk tv, er iværksætterne blevet beskyldt for at udskamme menstruation, og hashtagget #Pinkygate har fået et liv på sociale medier som Instagram og Twitter.

En Twitterbruger har for eksempel postet et billede fra Løvens Hule og skrevet:

- Mansplaining og menstruationsudskamning i ét billede.

De to grundlæggere skriver på Instagram, at de også har modtaget trusler om vold og dødstrusler mod dem og deres familier, og at det er det, der i sidste ende har fået dem til at fjerne produktet fra markedet.

For det var aldrig nogensinde deres mening at udtrykke, at menstruation er beskidt, siger Eugen og Andre i en video.

- Vi ville på ingen måde udtrykke, at menstruation er ulækkert, eller at hygiejneprodukter er noget, der skal gemmes væk derhjemme. Alle, der følger os på Instagram, vil vide, at vi er opsatte på at bryde tabuet om det her emne og skabe en positiv snak om menstruation, der fjerner stigmatiseringen, siger de i videoen.

Debatten om den lyserøde handske efterlader ifølge Nanna Højlund fra Kvinderådet et spørgsmål om, hvordan vi skal tale om at bløde med især helt unge kvinder.

- Man kan jo få indtrykket af, at der er en Barbie-verden forbundet med at have menstruation, hvor man tager sin tampon ud og skal pakke den ind i lyserødt plastik.

Hun synes i stedet, at menstruationssnakken skal gribes helt anderledes an.

- Man burde i stedet sige: 'Det er fuldstændig naturligt. Du vasker bare dine hænder bagefter'.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk