'Det er mega unfair at købe sig til et 12-tal, som vi andre har kæmpet så hårdt for'

Gymnasieelever kender alt til hjemmesider, der sælger skoleopgaver. Og når en bliver lukket, åbner en ny, lyder forventningen.

Gymnasieelever bør lave deres arbejde selv, mener Rebecca Dupont fra 2. X på Røvore Gymnasium.

Eleverne på Rødovre Gymnasium kender alt til hjemmesiden Fixminopgave.dk, der i dag er blevet forbudt at sælge opgaver til elever.

Ingen af dem, som DR Nyheder har talt med, har købt sig til bedre karakterer på siden, siger de.

Men der er nok én til to ung i hver gymnasieklasse, som overvejer den nemme løsning. En af dem betaler sig fra det, siger Tobias Sørensen fra 2. x.

- Især op til eksamensperioden hører man meget om de her hjemmesider. For der er man mere desperat, og især hvis man er tæt på dumpegrænsen. Så man er parat til at bruge ekstra midler for at komme igennem det, siger han.

Både han og klassekammeraten Rebecca Dupont synes, det er positivt, at Forbrugerombudsmanden Christina Toftegaard Nielsen nu forsøger at stoppe firmaet bag ved at udstede et forbud.

- Det er mega unfair, hvis der er en, som kan købe sig til det 10- eller 12-tal, som vi andre har kæmpet så hårdt for, siger Rebecca Dupont.

DR3 har fulgt stifteren af firmaet Fixminopgave.dk i dokumentaren '12-tal til salg'. Du kan se programmet på DRTV her.

Dem på dumpegrænsen

Tobias Sørensen kan godt forstå, at nogle elever når derud, hvor de betaler for at klare sig igennem gymnasiet.

- Hvis man er på dumpegrænsen og ikke kan komme videre, kan jeg godt forstå, at man gerne vil købe sig til gode karakterer. Det er bare ikke fair. Du bliver nødt til at gøre tingene selv, siger han.

Prisen på at købe sig til et 12-tal er egentlig til at overkomme, mener Rebecca Dupont. Hjælp til en aflevering i gymnasiet koster for eksempel fra 195 kroner til 300 kroner.

Man skyder sig selv i foden ved at snyde sig igennem systemet, siger Tobias Sørensen.

- Vi kender alle sammen til, at der er et enormt højt pres på os. Og det virker som den nemme løsning at købe en opgave. Jeg kender også godt til priserne og ved, at det faktisk godt kunne svare sig, hvis man nu tog nogle vagter på sit arbejde, siger hun.

Sagen kort

  • Fixminopgave.dk hjælper elever med eksaminer, afleveringer og større skriftlige opgaver ved at lave arbejdet for eleverne, så de får den karakter, de ønsker.

  • Prisen kan være op mod 7.900 kroner for større opgaver, der skal give et 12-tal. Firmaet lover pengene tilbage, såfremt en elev ikke får den ønskede karakter.

  • Forbrugerombudsmanden har meddelt virksomheden, at den skal stoppe med at sælge opgaver, og sagen bliver nu indbragt for Sø- og Handelsretten.

Risikerer bøde og fængsel

Hvis firmaet bag Fixminopgave.dk bryder forbuddet fra Forbrugerombudsmanden, så risikerer stifteren Frederik Drews bøde eller fængsel indtil fire måneder.

Ingen af de to gymnasieelever tror dog, at forsøget på at bremse salget af opgaver på Fixminopgave.dk vil hjælpe særlig meget.

Hvis en hjemmeside blokeres, åbner en ny. Og unge i dag kan finde sådanne sider i løbet af ingen tid, siger de.

- Jeg tror ikke, der er nogen mulighed for at lukke det her ned. Man kan ikke begrænse internettet, siger Rebecca Dupont.

Stifteren af Fixminopgave.dk, Frederik Drews, har da også allerede selv fundet på en mulig løsning.

Fortsætter fra England

Efter Forbrugerombudsmandens udmelding valgte han at sælge firmaet til et engelsk selskab.

Dermed håber han at komme udenom den danske markedsføringslov, som han ifølge Forbrugerombudsmandens vurdering bryder.

Forbrugerombudsmanden vil nu forsøge at bremse det engelske selskabs ageren på det danske marked.

I første omgang skal Sø- og Handelsretten tage stilling til, om Fixminopgave.dk overhovedet kan forbydes permanent.

Bryder loven

  • Forbrugerombudsmanden mener, at fixminopgave.dk bryder markedsføringslovens paragraf tre.

  • - Erhvervsdrivende skal udvise god markedsføringsskik under hensyntagen til forbrugere, erhvervsdrivende og almene samfundsinteresser, står der i loven.

  • Forbrugerombudsmanden mener, at firmaet ved at skrive elevernes opgaver 'krænker det almene samfundshensyn'. Uddannelsessystemet er offentligt finansieret, og meningen er, at eleverne selv skal dygtiggøre sig, siger hun.

  • Af forarbejderne til paragraf 3 fremgår blandt andet følgende:

  • ”Bestemmelsen finder endvidere anvendelse på forhold vedrørende smag og anstændighed. Hensynet til smag og anstændighed skal forstås i en bred samfundsmæssig kontekst og beskytter bl.a. forbrugerne mod handelspraksis, som krænker almene samfundshensyn.”

Facebook
Twitter