Det er yt at stave korrekt

Folkeskole-elever staver dårligere og dårligere. Gennem de seneste fem år er karaktergennemsnittet i retstavning faldet støt. Det formfuldendte er yt, mener lærer.

Skolen fokuserer ikke nok på færdigheder og det går ud over stavningen, mener lærer. (© Stockexchange)

Folkeskole-eleverne staver dårligere og dårligere. Gennem de sidste fem år er karaktergennemsnittet ved folkeskolens afgangsprøve i retstavning faldet støt.

- Det er fordi, de unge ikke går op i udenadslære. De ved jo, hvor ordbøgerne står, siger Jens Christian Nielsen, der er leder ved Center for Ungdomsforskning ved Danmarks Pædagogiske Universitet til Politiken.

Det individuelle er vigtigere

Han bakkes op af Sonja Overbye, der står bag undervisningsmaterialet i retstavning. Hun mener, der er for lidt fokus i folkeskolen på færdighedstræning.

Og samtidig er det formfuldendte, det korrekte, ikke er oppe i tiden.

- Hvis de kommer hjem til forældrene og har fået 10 i retstavning, er det ikke lige så flot som at have fået 10 i dansk stil. Den individuelle præstation prises højere, og derfor har et fag som retskrivning svære kår, siger hun.

Undervisningsminister Bertel Haarder er opmærksom på tendensen, men mener fokus på læsning er den rigtige vej.

Læsning er vigtigst

- Vi har sat læsning som det allervigtigste. Når man læser godt, kan man bedre se, om tingene er stavet rigtigt eller forkert.

Han mener samtidig, at det er vigtigt, stadig at bruge energi på de klassiske dyder, selvom der er kommet stavekontrol og andre hjælpemidler til.

- Det er vigtigt for alle dem som skal slå op i manualer, slå i registre og for at skrive officielle breve.

Uden stavning ingen google

Han understøttes af Jens Raahauge, formand for Dansklærerforeningen. Han tror, det er stavekontrollen der har lullet de unge i søvn, men har ikke noget videnskabeligt bevis. Han påpeger dog et problem, som de unge nok kan forstå:

- Hvis de ikke kan stave kan de ikke google noget som helst.

Facebook
Twitter