Det har du ret til, hvis din rejse bliver aflyst

Det udløser en række rettigheder, hvis din ferie til Egypten bliver aflyst.

Du har forskellige rettigheder, hvis din rejse bliver aflyst af rejseselskabet (© Colourbox)

Allerførst skal du kontakte dit rejsebureau, men du har forskellige rettigheder, hvis du er en af de mange danskere, der i de her dage får aflyst din planlagte charterferie i Egypten.

Det hele står i loven om pakkerejser.

  • Allerførst skal kunden have hurtigst muligt besked om, at rejsen er blevet aflyst. Derefter vælger man selv, om man vil have alle pengene for rejsen tilbagebetalt.

  • Eller om man vil ud at rejse på et senere tidspunkt.

  • Eller om man vil have en anden rejse. Hvis den er markant dyrere, skal man betale prisforskellen, og hvis den anden rejse er markant billigere, skal man have forskellen udbetalt. Lige nu har Startour dog ikke mulighed for at tilbyde en anden rejse, fordi alt er booket, oplyser salgsdirektør Stig Elling.

Ingen erstatning

Hvis kunden af en eller anden grund mister ekstra penge på grund af aflysningen, vil man typisk ikke kunne få erstatning, fordi urolighederne i Egypten er såkaldt udefrakommende omstændigheder, som rejseselskabet ikke kunnet have forudset.

Delvis erstatning

Hvis man bliver sendt hjem, kan man heller ikke få erstatning, men man kan få et nedslag i prisen for de dage, som man ikke har været af sted.

Klagemulighed

Hvis man af en eller anden grund vil klage over forløbet med en aflyst rejse, så skal man henvende sig til Pakkerejseankenævnet.

Hvis du kun har bestilt flybilletter har du også en række muligheder for at få pengene retur, som du kan læse mere om på Forbrugerstyrelsens hjemmeside.

Facebook
Twitter