'Det må bare ikke ske': Retten i Aarhus havde tiltaltes navne liggende frit fremme

Tiltaltes navne i straffesager har ligget frit fremme på rettens hjemmeside.

Retslisterne har ligget uden at være anonymiseret på rettens hjemmeside siden tirsdag eller onsdag. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Rettelse: I en tidligere udgave af denne artikel stod der i rubrikken, at Retten i Aarhus havde politiets anmodninger om ransagninger liggende frit fremme. Det har efterfølgende vist sig, at de offentliggjorte retslister med navne ikke indeholdt anmodninger om ransagninger, men kun efterprøvninger af ransagninger, hvor de involverede var informeret. Der blev desuden ikke offentliggjort navne på tiltalte, der var underlagt navneforbud. Dr.dk beklager fejlen.

Går man ind og kigger på retslisterne for straffesager på domstolenes hjemmeside, vil man normalt ikke kunne se navnet på den eller de personer, der er tiltalt i en sag.

Men de sidste par dage har oplysninger om, hvem der er tiltalt for hvad i straffesager ved retten i Aarhus ligget frit tilgængeligt, efter at retten har lagt ikke-anonymiserede retslister ud på hjemmesiden.

Med andre ord har det været muligt at se navne på personer, der for eksempel er tiltalt i sager om blandt andet våbenbesiddelse, røveri, vold, trusler, overtrædelse af færdselsloven og bedrageri.

- De retslister, der er lagt ud, er simpelthen det, der bare ikke må ske, siger DR's retskorrespondent, Trine Maria Ilsøe.

Retslisterne er lister over de straffesager, som retten i Aarhus skal behandle i uge 20 og 21. Når retslister bliver lagt ud på hjemmesiden vil man altid kunne se, hvad en sag drejer sig om samt navnet på dommeren og advokaten i sagen - men altså ikke navne på tiltalte.

Dybt beklageligt

Retten i Aarhus har efter DR's henvendelse rettet listerne, så navnene ikke længere fremgår.

Der var ikke tvivl om, at der var tale om en klokkeklar fejl, da retspræsident i Aarhus, Bodil Rugberg, blev gjort opmærksom på de ikke-anonymiserede retslister:

- Ej, nej, nej, nej, lød det fra retspræsidenten.

Da hun vender tilbage efter at have udbedret fejlen, er det med dyb beklagelse i stemmen.

- Vi er ved en menneskelig fejl kommet til at lægge navnene på de tiltalte i de sager på vores hjemmeside, siger Bodil Rugberg.

- Jeg har fået oplysningerne fjernet omgående. Jeg vil også gå tilbage til de medarbejdere, der har det her arbejde at udføre og indskærpe så meget, som jeg nu kan, at det ikke må ske, tilføjer hun.

Retspræsidenten understreger, at det er oplysninger, som er tilgængelige, hvis man møder fysisk op i retten. Uden for retssalen er der en elektronisk retsliste, hvor man kan se, hvem der behandles sager imod. Det er oplysninger, som pressen også kan bede om indsigt i.

- Men det er dybt beklageligt, at de oplysninger kommer til at fremgå af en retsliste, som ligger på vores hjemmeside, og som offentligheden kan få adgang til. Det beklager jeg meget, siger Bodil Rugberg.

Procedure indskærpet

Hos Østjyllands Politi ser man også med alvor på sagen.

- Det er selvfølgelig en beklagelig fejl, som bare ikke må ske. Jeg har haft en dialog med retspræsidenten i Aarhus, der har oplyst, at fejlen nu er rettet, så oplysningerne ikke længere er at finde på rettens hjemmeside, siger chefanklager Marian Thomsen.

- Nu går vi i en dialog med Retten i Aarhus om, hvordan vi undgår, at sådan en fejl kan ske igen.

Når retslisterne kommer på rettens hjemmeside, bliver oplysningerne trukket fra rettens systemer. Efterfølgende skal en medarbejder ind og slette de navne, der ikke skal fremgå.

- Det er den sidste procedure, som meget beklageligt ikke har fundet sted. Jeg tager selvfølgelig og drøfter den her situation med den medarbejder, der har lavet retslisterne, og vedkommendes overordnede om at stramme op på procedurerne for at sikre, at det her ikke sker igen, siger Bodil Rugberg.

Artiklen er opdateret den 8. maj klokken 20:01 med citat fra chefanklager ved Østjyllands Politi Marian Thomsen.

Artiklen er opdateret den 10. maj med en rettelse. Se øverst i artiklen.

Facebook
Twitter