Det skal lokalpolitikere sætte sig ind i

Arbejdsbyrden op til et ganske almindeligt byrådsmøde er stor, men det værste vil være at komme uforberedt, mener lokalpolitiker.

Vandplaner er bare noget af det, kommunalpolitikere skal læse op på inden byrådsmøder.

Anette Quist Busk har de seneste 12 år været kommunalpolitiker i Syddjurs Kommune og i løbet af den tid har hun oplevet, at arbejdsbyrden er blevet markant større.

- Noget af det værste, der kan ske for mig, er, at jeg møder op i salen eller til et andet politisk møde, hvor jeg ikke er forberedt. Hvis jeg ikke er forberedt, kan jeg komme til at sidde som nikkedukke og tro, det er det rigtige, jeg er med til at indstille, siger hun.

Og Anette Quist Busk er ikke den eneste kommunalpolitiker, der har rigeligt at se til:

En rundspørge blandt 1394 kommunalbestyrelsesmedlemmer viser, at fire ud af ti har så travlt, at de ikke kan nå at sætte sig ind i de mange bilag og dokumenter forud for møder i de kommunale råd og udvalg.

Rundspørgen, der er lavet af DR Nyheder, viser også, at mere end hver femte ikke altid kan forstå materialet.

Budgetopfølgning, likvidation og områdefornyelse

Op til det seneste byrådsmøde i Syddjurs Kommune skulle Anette Quist Busk og hendes kollegaer blandt andet pløje sig igennem adskillige budgetopfølgninger, rapporter om tilfredshed med hjemmepleje, likvidation af en selvejende institution og en ansøgning om reservation af midler til områdefornyelse af Mørke bymidte.

- Jeg vil sige, at arbejdsbyrden op til det møde er ganske gennemsnitlig og giver et godt billede af, hvad man skal sætte sig ind i, siger Anette Quist Busk, der dog ikke kan sige præcis, hvor lang tid det tager at forberede sig til møderne.

- Nogle sager er man jo allerede lidt inde i, mens andre er helt nye, forklarer hun.

Her kan du se, alle de dokumenterne, som hun og de andre byrådsmedlemmer har fået forud for mødet d. 20.12.12

På din egen kommunes hjemmeside kan du ligeledes finde dagsorden, bilag og referater for de sager, som dine politikere skal sætte sig ind i.

Facebook
Twitter