Det våde årti: Danskere født i 1950’erne får flest alkoholskader på leveren

De var unge og voksne i en tid, hvor vi drak historisk meget. Nu ser forskerne resultaterne.

Generationen, der er født i 1950'erne, var unge og voksne i en tid, hvor alkohol var en større del af hverdagen mange steder, end den er i dag. (Foto: søren bidstrup © Scanpix)

Over 850.000 dansker drikker for meget – så meget for meget, at de har risiko for at få en leversygdom på grund af alkoholen.

Og de, der er født i årene fra 1950 til 1959, er særligt udsatte for sygdommene. Ingen generationer, hverken før eller efter får i samme grad leversygdommene, som skyldes et stort forbrug af alkohol.

Det viser forskning fra Aarhus Universitetshospital.

- Det er en markant forskel. Det var en generation der trådte tydeligt frem i vores tal, fortæller Thomas Deleuran, der er læge og ph.d. ved Aarhus Universitetshospital.

De mange alkoholbetingede leverskader vidner om, at 50'er-generationen har eller har haft et stort forbrug af alkohol.

Forklaringen er især, at 1950'er-børnene blev unge og voksne på et tidspunkt, hvor alkoholforbruget generelt var højt.

- De var unge i en tid, hvor danskerne begyndte at drikke rigtig meget. Man drak blandt andet på arbejdspladser – nogle steder rigtig meget, siger Janne Schurmann Tolstrup, der er professor ved Statens Institut for Folkesundhed.

Når den generation om nogle år får behov for hjemmehjælp og plads på plejehjem, så vil det betyde nogle helt andre udfordringer, mener Janne Schurmann Tolstrup.

- De ældre, der kommer med et meget stort alkoholforbrug, har behov for en anden behandling, end de ældre, vi ser i dag, siger hun.

Forskningen på Aarhus Universitetshospital har fundet sted på Hepato-Gastroenterologisk Afdeling V og Klinisk Epidemiologisk Afdeling.

Facebook
Twitter