'Det var ren jubel': Museum slår snart dørene op til nye dinosaurer

Selvom museer, zoologiske haver og teatre har lov at åbne fra i dag, skal de bruge dage og uger på at forberede sig.

Fra den 19. juni kan gæsterne møde Tristan Otto på Statens Naturhistoriske Museum. (Foto: Frederik Wolff © Statens Naturhistoriske Museum)

De skulle egentlig have ventet til den 8. juni, men med en ny politisk aftale får museer, zoologiske haver og biografer lov til at åbne allerede i dag.

De skulle - ligesom mange andre i landet - lukke og sende så mange medarbejdere som overhovedet muligt hjem i midten af marts, da regeringen lukkede landet ned for at forhindre smittespredning med coronavirus.

Det har også betydet, at udstillinger og forestillinger ikke er sat færdigt op endnu. Derfor er det heller ikke alle, der kan vise noget nyt frem for gæster og publikum.

Det gælder også Statens Naturhistoriske Museum i Botanisk Have i København, hvis direktør sad oppe til efter midnat for at høre, hvad Folketinget forhandlede sig frem til. Og det var en god nyhed, han fik inden sengetid.

- Det var ren jubel. Endelig kan vi komme i gang. Vi har simpelthen ventet så meget på at få den her udstilling åbnet for folk, siger Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

Gør klar til stjernen over dem alle

Inden nedlukningen var arbejdet på museet i fuld gang for at gøre klar til foråret og sommerens store

tilløbsstykke
: En ny udstilling med seks
fossiler
af dinosaurere, der er omkring 66 millioner år gamle.

- Det er den største dinosaurudstilling nogensinde i Danmark, og det er dinosaurere, der aldrig før har været udstillet. Så har vi stjernen over dem alle: T. Rex. Ikke en hvilken som helst, men den flotteste T. Rex, der nogensinde er fundet, siger Peter C. Kjærgaard.

Enhver, der har set Jurassic Park, ved dog udmærket, hvor galt det kan gå, hvis man lukker besøgende ind til dinosaurere for tidligt. Tager danskerne ikke de rigtige forholdsregler med at holde afstand og vaske hænder, kan det også gå galt denne gang.

Derfor når museet heller ikke at åbne allerede nu.

- Vi skal gøre det sikkert for de besøgende, og det er det vigtigste lige nu.

- Vi skal både have plexiglas op, sprit op, og så skal der skilte op overalt. Og så skal vi have bygget den her udstilling færdig. Der er stadig en del, der mangler, men vi skal nok nå det, siger Peter C. Kjærgaard.

Den botaniske have åbner på tirsdag, mens museet kan besøges igen fra den 9. juni. Dinosaurudstillingen vil være klar den 19. juni.

Så hurtigt kan de ikke nå ud af starthullerne i Aarhus, hvor teatret Svalegangen skulle have været i gang med en særforestilling om FN's verdensmål.

- Men vi er så langt fremme i sæsonen, at vi ikke kan nå at producere vores sidste event. Vi skulle være startet med at producere den 18. april, hvis vi skulle nå det, siger teaterdirektør Per Smedegaard.

- Det, vi kan nå nu, er at forberede forestillinger, så alt er klar til august, når vi går i gang med en ny sæson, tilføjer han.

Zoologisk have klar lørdag

De zoologiske haver når noget hurtigere ud af starthullet og har faktisk været klar til at åbne i mere end en måned, men blev mødt af et forbud, da de ville slå dørene op.

Det forbud bliver ifølge Kulturministeriet ophævet så hurtigt som muligt. Alligevel kan

Zoo
i København ikke nå at få deres medarbejdere ind og lære dem op i de nye
retningslinjer
med det samme. Derfor får dyrene først besøg fra lørdag klokken 9.

- Det eneste, vi mangler, er vores kollegaer. Selvom de står på spring, skal vi lige bruge halvandet

døgn
på at få kaldt dem ind og sat ind i retningslinjerne, siger Jacob Munkholm Hoeck, pressechef i Københavns
Zoo
.

Selvom han har savnet både kollegaer og gæster i haven de sidste måneder, er der alligevel kommet noget godt ud af lukningen.

- Normalt er dyrene meget opmærksomme på deres dyrepassere, mens der er mange gæster. Men jeg føler mig lidt mere set lige for tiden.

Den opmærksomhed kommer han dog til at dele med børn, forældre og andre, der har savnet at se dyrene.

- Vi er klar med sikkerhed, afstandsmarkeringer, plexiglas, sprit og alt der er nødvendigt for at tage imod en masse gæster, siger Jacob Munkholm Hoeck.

En række sektorer får lov at åbne tidligere end ventet - i den såkaldte fase 2.5 - efter politiske forhandlinger. (© dr)