Detektor: Ægget kom før hønen

Det vrimler med påskeæg for tiden, og diskussionen om hønen og ægget er atter aktuel. DR’s Detektor har set nærmere på det gamle spørgsmål

Detektor har set på det gamle mysterium om hønen og ægget.

Påsken er en højtid, der ofte forbindes med æg: Vi puster dem, vi maler dem, vi finder dem og vi spiser dem.

Og mon ikke de mange æg får nogle til at tænke over, hvad der egentlig kom først? Hønen eller ægget?

For det første æg må da være lagt af en høne, som dog må være udklækket af et æg, som så igen må være lagt af en høne - eller hvad?

DR's Detektor-redaktion har set nærmere på det gamle mysterium, og nu er der ikke længere tvivl... Ægget kom først.

Banalt spørgsmål

Set ud fra en biologisk synsvinkel er spørgsmålet faktisk meget banalt, fortæller professor ved Statens Naturhistoriske Museum Ole Seberg.

Der fandtes nemlig æglæggende krybdyr, lang tid før det, vi i dag kender som høns, første gang satte deres hønseføder på jorden. Krybdyr, som fuglene udviklede sig ud fra. Hønseægget er altså en videreudvikling af krybdyrægget, lyder det fra Ole Seberg.

- Der er overhovedet ingen tvivl. Ægget kom først. Og så er det så blevet udviklet til det særlige æg, vi har hos fugle.

Langsom udvikling

Man hvad nu hvis vi ser på hønen overfor hønseægget, er det så stadig ægget, der kom først? Ifølge Ole Seberg giver det slet ikke mening rent biologisk at stille det spørgsmål.

- Det er et spørgsmål om definition. I det øjeblik man siger, noget er en høne, så har den allerede sit æg.

Netop fordi hønen er en videreudvikling af andre fugle, er der altså en indbygget falsk præmis, når man spørger om, hvad der kom først. Man forudsætter nemlig, at der ikke var noget før hønseægget og hønen, hvilket vi ved, ikke var tilfældet.

Hør mere om høns og æg i Detektor klokken 15:03 på P1.

Facebook
Twitter