Detektor: Forudsigelse om bilers sikkerhed holdt ikke

Da Rådet for Større Trafiksikkerhed for godt 10 år siden forudsagde sikkerheden i fremtidens biler, ramte de ikke helt plet. Det fortæller DR2’s Detektor i første afsnit i ny serie om fejlagtige forudsigelser.

René la Cour Sell daværende direktør for Rådet for Større Trafiksikkerhed erkender overfor Detektor, at han ramte forkert, da han forudsagde, at der senest i 2016 stort set ikke ville være trafikdræbte i Danmark. (Foto: Foto: Linda Kastrup © (c) Scanpix)

Selvbremsende biler og stort set ingen trafikdræbte. Sådan forudså tidligere direktør i Rådet for Større Trafiksikkerhed René la Cour Sell, at nutidens biltrafik ville se ud.

- Biler, der kan styre sig selv, lyder som noget fra en science fiction-film. Men om højst ti år vil det være helt almindeligt, at danske biler selv kan bremse eller rette sig op, hvis føreren er ved at køre galt, sagde han i en artikel fra Nordjyske i 2006.

Og i samme artikel spåede René la Cour, at der ville være langt færre trafikdræbte i 2016.

- Om ti år er trafikdøden stort set afskaffet på vejene, vurderede han.

Ingen af de to forudsigelser holdt dog stik, fortæller DR2-programmet Detektor, der de kommende torsdage faktatjekker en række forudsigelser.

Selvbremsende biler er ualmindelige på vejene

Selvom der siden 2006 er kommet biler på markedet, som bremser og retter op automatisk, er det langt fra alle biler, der har systemet i dag. Det fortæller bil-teknisk redaktør på FDM-Motor Søren W. Rasmussen.

- Hvis man går ind og kigger på de biler, der kører i Danmark, så er det altså biler med en vis alder. Og det er ualmindeligt, at bilerne har de her systemer. Så vi er ikke nået i mål, hvad det angår, siger han.

Selvom biler med bremse- og styresystemer er ualmindelige på de danske veje, kan man sagtens finde dem hos danske bilforhandlere. Mange nyere biler er nemlig både udstyret med kamera- og GPS-systemer, som gør dem i stand til at bremse, hvis de nærmer sig den forankørende bil eller er på vej ud i rabatten.

Mange dør stadig i trafikken

René la Cour Sell rammer heller ikke rigtigt i hans forudsigelse om trafiksikkerheden. For selvom tallet over trafikdræbte er faldet over de seneste 10 år, dør der stadig mange i trafikken. Det foreløbige tal for 2016 viser, at 215 mennesker døde i 2016.

- Der er jo mange, der gerne vil tage æren for den her udvikling, vi har set de sidste ti år. Men sandheden er jo nok, at man skal se det som et mix af en lang række tiltag, siger Søren W. Rasmussen og tilføjer:

- En stor del af æren kan nok tilskrives selve bilerne, der faktisk er blevet en hel del sikrere. Men vi ser jo også, at der er en langt bedre køreuddannelse, og vi ser jo også, at der er sket en holdningsændring blandt unge mennesker i trafikken.

René la Cour Sell: Det var et håb

Detektor har spurgt René la Cour Sell, hvad han mener om sin forudsigelse i dag.

- Det var et fromt håb. Teknologien var der og er i øvrigt udviklet dramatisk siden. Så hvis nu man havde forfulgt de muligheder dengang, så kunne man godt have været der, hvor vi stort set havde fjernet trafikdrab, siger han og tilføjer:

- Samtidig var jeg selvfølgelig også en mand med en mission. Min opgave var at få fokus på trafiksikkerheden. At få politikerne til at træffe de rigtige beslutninger. Og få befolkningen til at opføre sig hensigtsmæssigt i trafikken, siger han og tilføjer, at han dengang tog forbehold omkring forudsigelsen.

- Jeg kan godt huske, at jeg tog alle mulige forbehold – hvis og hvis og hvis. Men sådan er dealen jo, når man bliver interviewet. Alle de her forbehold, de kommer ikke med i historien. Og det var jeg fuldt ud bevidst om.

Se mere om faktatjekket i Detektor i aften klokken 21 på DR2.

Facebook
Twitter