DF: Bandeleder beskyttes af domstol

Det er krænkende og uværdigt, at formodet bandeleder ikke bliver udvist, mener Dansk Folkeparti.

Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen. (Foto: Arkivfoto © DR)

Domstolene holder hånden over kriminelle, når de ikke udviser en åbenlys hårdfør kriminel, der ikke er dansk statsborger.

Det mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksen, efter dagens dom over den 27-årige formodede bandeleder i grupperingen Loyal To Familia, Shuaib Khan. Derfor opfordrer han justitsministeren til at se nærmere på de nuværende regler.

Shuaib Khan fik i dag et halvt års fængsel for sin deltagelse i et groft overfald på to mænd og yderligere tre års fængsel som en reststraf fra 2008, hvor han blev idømt otte års fængsel for dødsvold begået i Jomfru Ane Gade.

Undgår udvisning for anden gang

Det er anden gang, at en anklager har krævet Khan vist af ud landet - og anden gang han får lov at blive.

- Noget tyder på, at systemet ikke fungerer normalt på flere forskellige niveauer i Danmark. Det er helt indlysende, at vi har et problem, der krænker folk på deres retsfølelse, siger Martin Henriksen (DF)

I Danmark er man uskyldig til det modsatte er bevist - og her har retten dømt ham for det, der kunne føres bevis for. Det er vel sådan, det fungerer?

- Han er dømt skyldig, og så mener vi i DF, at man skal udvises. At køre uden cykellygter går nok, men ved kriminalitet af den her art, og hvor han er tidligere dømt, er der ikke noget at rafle om. Jeg kan ikke se, hvorfor han ikke skal udvises.

I alt 10 bandemedlemmer af Loyal To Familia blev dømt i dag. Shuaib Khan overvejer nu, om han vil anke eller acceptere dagens dom.

Facebook
Twitter