DF: Cannabisolie skal kunne købes som kosttilskud

Dansk Folkeparti vil have gjort cannabisolie, der kun indeholder en smule af det euforiserende stof THC, lovligt hurtigst muligt.

Når man ikke bliver skæv af cannabisolien, skal den ikke kræve en lægeordinering, mener Liselott Blixt (DF). (Foto: DR Nyheder)

Der er tilsyneladende flere danskere, der køber cannabisolie. I hvert fald finder politiet og Skat flere flasker med de ulovlige dråber, viser nye tal.

Men de cannabis-hungrende danskere skal ikke længere have bøder for deres indkøb, mener Dansk Folkepartis sundhedsordfører. I hvert fald ikke, hvis der er tale om såkaldt CBD-olie, hvor indholdet af det euforiserende stof THC er meget lavt.

- Jeg kunne godt tænke mig, at det kunne være et kosttilskud. Men der får vi at vide af ministeren, at det ikke kan lade sig gøre, siger Liselott Blixt, der er sundhedsordfører for Dansk Folkeparti.

I dag kan læger ordinere cannabisolie til patienter – men da det kun er ganske få cannabisholdige produkter, der er blåstemplet af Lægemiddelstyrelsen, er det lægen, der står med ansvaret. Og måske derfor er det er ganske få læger, der udskriver recepter med cannabisholdige produkter.

Liseblott Blixt understreger, at cannabisolie, der indeholder meget af det euforiserende stof THC fortsat skal være under stramme regler.

- Når vi har olie, hvor der er en stor procentdel af det euforiserende stof THC, så skal det udskrives af lægerne, siger sundhedsordføreren.

(© dr)

Ifølge Lægemiddelstyrelsen bør der dog også være en læge involveret, når patienter ønsker sig olie, der ”kun” indeholder det aktive stof CBD og en lille rest af THC.

- Der kan være både virkninger og bivirkninger ved CBD, og derfor betragter vi CBD som et lægemiddel og ikke som et kosttilskud, siger Eskild Colding-Jørgensen, overlæge i Lægemiddelstyrelsen.

Han henviser til en nylig undersøgelse af CBD’s effekt på børn med epilepsi, der - udover at vise en effekt - også viste, at stoffet også kan have bivirkninger.

Facebook
Twitter