DF: Udlændinge skal ikke kunne købe danske sommerhuse

Hvert år stiger antallet af udlændinge, der køber sommerhus i Danmark. DF kræver handling.

Antallet af udlændinge, der køber sommerhus i Danmark, er rekordhøjt. Dansk Folkeparti vil sætte bremsen i. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Danske sommerhuse har siden 1959 været forbeholdt danske købere. Men ingen regel uden undtagelse. Det kan nemlig godt lade sig gøre for udlændinge at søge dispensation og købe et sommerhus i Danmark.

De senere år er interessen fra udenlandske købere vokset med rekordfart, og Peter Skaarup, retsordfører fra Dansk Folkeparti, vil nu stoppe de udenlandske køb.

- Den danske sommerhusregel er ved at blive undergravet af de mange dispensationer. Vi risikerer, at udlændinge, der har rigtig mange penge, overtager store dele af vores sommerhusområder, som kommer til at ligge øde hen, fordi udlændingene måske kun er der en gang om året.

Tilbage i 2007 blev der givet 54 tilladelser til udlændinges køb af sommerhuse i Danmark, mens der sidste år blev givet hele 374 dispensationer fra sommerhusreglen. I hele perioden er der samlet set givet 2.238 tilladelser til såkaldt 'erhvervelse af sekundærbolig'.

Den udvikling fik allerede sidste år et flertal bestående af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti til at pålægge den daværende regering hurtigst muligt at sikre et væsentligt fald i antallet af dispensationer til udlændinge.

Men det arbejde nåede Venstre-regeringen ikke i mål med. Europaordfører Jan E. Jørgensen trækker på skuldrene:

- Det er i hvert fald ikke sket. Så det må vi se, om en ny regering kan nå i mål med, siger han.

Kvoter kan være løsningen

Som reglerne er nu, kan Civilstyrelsen give dispensation til udenlandske sommerhuskøbere på baggrund af en individuel vurdering. Enten skal ansøgerne have været på mange ferier i Danmark, de skal have familiemæssig tilknytning til landet eller have særlig tilknytning til et konkret hus.

Men selvom kriterierne for vurderingen har været de samme, er antallet af dispensationer altså vokset markant de seneste ti år.

Peter Skaarup står klar med en løsning.

- Man kan begrænse antallet af udenlandske købere ved at lægge et loft over, hvor mange dispensationer der kan gives hvert år. Loftet skal ligge på meget få – om overhovedet nogen.

Partiet mener grundlæggende ikke, at det skal være muligt for udlændinge at købe danske sommerhuse.

Men den løsning vil Socialdemokratiet ikke umiddelbart tilslutte sig. De var ellers selv med til at lægge pres på den tidligere regering for at få antallet af udenlandske sommerhuskøbere ned. Retsordfører Jeppe Bruus anerkender dog, at de mange dispensationer udgør et problem.

- Det er vigtigt for os at værne om den regel, der betyder, at udlændinge som udgangspunkt ikke kan købe sommerhus i Danmark. Det er klart, at stigningen i antallet af dispensationer bekymrer og den følger vi meget nøje, siger han.

Men et konkret bud på, hvordan antallet af dispensationer skal nedbringes har Jeppe Bruus ikke.

- Det går vi i gang med at kigge på nu, siger han.

Facebook
Twitter