DF: Udvisning vigtigere end menneskerettigheder

For DF er udvisning af kriminelle udlændinge vigtigere end menneskerettighedskonventionerne.

Martin Henriksen, Dansk Folkeparti, er mere optaget af, at kriminelle udlændinge udvises, end at menneskerettighederne bliver overholdt. (© DR)

DF er utilfreds med, at regeringen afskaffer en vedtaget stramning af reglerne for udvisning af kriminelle udlændinge.

EU er bekymret for, at loven er på kant med menneskerettighederne, og derfor ændrer regeringen den nu.

Ifølge loven skal kriminelle udlændinge udvises af Danmark medmindre det med sikkerhed strider mod menneskerettighedskonventionerne.

Kan få lov at blive

- Det er forrykt, at fordi EU kommer med et pip, så retter den danske regering ind. Et bredt flertal i Folketinget, inklusive regeringspartierne, har stemt for reglen om at gøre det lettere at udvise kriminelle udlændinge, siger Martin Henriksen, retsordfører i DF.

- Hvis jeg skal være helt ærlig lægger jeg mere vægt på at udvise kriminelle udlændinge end på menneskerettighedskonventionerne. Jeg kan ikke få ind i hovedet, at man kan begå grov kriminalitet og så hævde, at man får krænket sine menneskerettigheder, så man får lov at blive i landet, siger han.

Martin Henriksen foreslår, at DF og V presser statsminister Helle Thorning-Schmidt og justitsminister Morten Bødskov rejser punktet under EU-formandskabet.

Facebook
Twitter