Digital troldehær chikanerer journalist efter kritisk artikel

Rigspolitiet kender godt til hemmelig Facebook-gruppe, der chikanerer og hærger. Journalistforbundet vil have politikerne på banen.

I den lukkede Facebook-gruppe Offensimentum forsøger børn og unge at overgå hinanden med jokes om døde mennesker, grov mobning og billeder delt uden samtykke.

Nu er gruppen blevet omdrejningspunkt for en politianmeldelse efter orkestreret chikane mod freelancejournalisten Karina, der har skrevet en kritisk artikel om gruppen.

Efter offentliggørelsen af historien er journalistens hjemmeadresse og telefonnummer blevet delt i Facebook-gruppen med denne opfordring til gruppens medlemmer: "Knep hendes liv".

Opslaget blev pillet ned igen lørdag, men søndag kom der et nyt.

Som lokkemad for at fortsætte angrebene på journalisten bliver der i det nye opslag udloddet gratis spil til dem, der chikanerer hende.

Og lokkemaden virker.

- Jeg har tidligere skrevet om blandt andet digital svindel og svindlere på min blog, men der var jeg aldrig udsat for så meget chikane, som jeg har været efter at have skrevet en artikel om Offensimentum. Det er tankevækkende, siger Karina.

Hjemmeside angrebet

Efter offentliggørelsen af artiklen har hun modtaget vrede beskeder, hvor der står, at presset på hende vil aftage, hvis hun fjerner artiklen. Det har hun ikke valgt at gøre.

Hun har sendt artiklen, der har udløst chikanen, til Dansk Journalistforbund for at få forbundets ord for, at der ikke er noget at udsætte på den.

- Jeg skrev også offentligt ud på Facebook om, hvad der var sket, for som freelancer står jeg en smule alene. Forskellige drenge begyndte at deltage på tråden og tilkendegav, at det var den såkaldte offenhær, der var gået i gang, siger hun.

Karina fortæller, at hendes blog i løbet af weekenden er blevet lagt ned i DDoS-angreb, som har overbelastet siden, at der er blevet sendt mad fra Just Eat, som hun ikke selv har bestilt, og at hun fortsat bliver kimet ned med tilbud fra virksomheder - noget hun heller ikke selv har bedt om.

- Et mareridt af usselhed

Hun har også fået en besked, om at der var en taxa på vej til hendes adresse, som skulle køre hende til ejeren af domænet Offensimentums adresse.

I opslag på gruppen bliver hun kaldt "et mareridt af usselhed", "ækel" og en "total skandale for befolkningen", mens andre bruger termer, der er væsentligt mindre stuerene og deler fotografier fra journalistens Facebook-profil, der er blevet manipuleret med pornografisk indhold.

- Vi har hendes ip (adresse, der blandt andet bruges til at identificere en computer på internettet, red.), skriver en af dem i en tråd og tilføjer:

- Har forberedt et link, hun skal downloade, så vi kan få kontrol over hendes hjemmeside.

- Skal ikke tolereres

Dansk Journalistforbund hjælper journalisten med at politianmelde sagen og vil forsøge at råbe myndighederne op, fortæller formand Lars Werge.

- Jeg håber, at en politianmeldelse kan være med til at understrege alvoren i det her, siger han.

Lars Werge er ikke bekendt med fortilfælde af chikane i samme størrelsesorden.

- Det virker helt ude af proportioner og meget overvældende at se, hvad der bliver sendt i hendes retning både i form af beskeder og chikane i det virkelige liv på grund af en enkelt artikel, som hun har skrevet på sin blog, siger Lars Werge.

- Det skal man ikke udsættes for, bare fordi man passer sit arbejde og skriver en artikel. Det kan ikke være rigtigt, at ytringsfriheden skal kunne presses af denne slags drengestreger og ballademagere.

Han opfordrer politikerne på Christiansborg til at sikre, at politiet har tilstrækkeligt med ressourcer til at efterfølge chikanesager. Og samtidig understreger han, at Facebook har et stort ansvar for at sikre, at lignende sager ikke opstår.

- Det er ikke noget, vi skal tolerere i det danske samfund, siger Lars Werge.

Rigspolitiet kender godt Offensimentum

Hos Rigspolitiets Nationale Cyber Crime Center kender man udmærket gruppen, siger operativ chef Niels Denny Sørensen.

Der er indgået anmeldelser rundt omkring også med lignende sider. På Offensimentum-siden har det blandt andet handlet om tyvekoster og snyderi, siger han.

Men også sager om mobning og chikane bliver taget alvorligt, understreger Niels Denny Sørensen.

- Det kan være strafbart som alt andet, hvis man ytrer sig i det offentlige rum, siger han.

- Hvis der er direkte trusler, så tager vi hånd om det.

Tidligere sager med Offensimentum:

  • Offensimentum optræder i dokumentaren 'Hængt ud på nettet', der blev sendt på DR2 i august. Her møder man blandt andet den 21-årige Kristian, der er født med en genfejl, som blev gjort til grin i gruppen.

  • I april i år tog en 17-årig dreng et foto af ham på Holbæk Station og delte det på Offensimentum. Det fik Kristian at vide af en veninde, og han skrev til den 17-årige og bad ham fjerne det.

  • I stedet delte drengen Kristians anmodning om at få fotoet slettet og opfordrede de andre medlemmer til at skrive et svar til Kristian.

  • Kort efter at teenageren Jonas Schmidt blev fundet død i vandet ved Frederiksværk Havn i april, blev han ifølge TV 2 Lorry sammenlignet med tegneseriefisken Nemo fra filmen 'Find Nemo' i Offensimentum. Nu bare under navnet 'Find Jonas'. Der var flere andre stødende opslag om ham i gruppen.

  • En 59-årig mand, som DR tidligere har skrevet om, og som ifølge sin familie er retarderet, er blevet hængt ud i videoer og med nøgenbilleder i Offensimentum og andre grupper.

Facebook
Twitter